Foto: AntonioGuillem, Bigstock

Foto: AntonioGuillem, Bigstock

Fitness-kæde introducerer heteroseksuelt samleje som træningsform. Talsmand afviser sex-associationer.

Den landsdækkende kæde af træningscentre, Fitness.dk, lancerer i dag træningsformen Passionata. I stedet for at kæmpe med romaskiner og løbebånd, skal deltagere af forskelligt køn parvist svede sig gennem et intenst og kalorieslugende samleje.

“Efter den overvældende succes med Zumba og Poledancing, mente vi tiden var inde til en ny slags fitness med fokus på sensualitet og kropsbevidsthed,” forklarer pressetalsmand Morten Overgaard.

Ifølge Fitness.dk har adskillige undersøgelser dokumenteret, at samleje både kan føre til vægttab og opbygning af muskelmasse. For optimal effekt er en Passionata-session inddelt i tre faser. I første fase er fokus på opvarming og pulsøgning. Dernæst er optræning af hofte- og ballemuskulatur i centrum, mens sidste fase er helliget afspænding og udstrækning. Fitness.dk anslår at en træningssession typisk vil vare cirka 30 minutter, men understreger, at individuelle faktorer kan spille ind.

Anklager om at træningsformen i virkeligheden blot er et billigt kneb, der via sex skal lokke folk til, afviser Morten Overgaard.
“Passionata har absolut intet med sex at gøre. Det er derimod en revolutionerende og sjov måde at komme i form på, hvor man i en sanselig atmosfære lærer nye mennesker at kende.”

Passionata introduceres i Fitness.dk’s centre på Nørrebro i Århus C samt Ålborg. I første omgang kun som parfitness, men bliver tiltaget en succes, er kæden ikke afvisende overfor også at indføre træning på holdbasis.