Foto: sonjafurter1, Pixabay

Foto: sonjafurter1, Pixabay

I det vestlige Århus hersker feudalisme, fejdevæsen og freestyle. RokokoPostens udsendte rapporterer fra den hårde kerne af byens betændte retrorap-miljø.

Det er en grå efterårsdag et sted i en af det vestlige Århus’ ghettoer ved den ydre ringvej. Skyerne hænger lavt over ramponerede betonbygninger, der trods betegnelsen “almennyttige” næppe er nogen af delene.

Dette er fejdeland, hvor rivaliserende bander med middelalderlige normer dagligt tørner sammen i blodige opgør.

Pludselig er han der, DJ Junkeren, min kontakt. Hans ansigt er næsten gemt i en sort strudhættes skygger, og den knælange hør-kjortel er vævet i West Side Niddings’ karakteristiske purpur og orange farver.

“Guds fred,” byder han mig, og med en hånd diskret på skæftet af det sværd, han har spændt om hofterne, spørger han, om jeg kom alene. Jeg nikker med en klump i halsen. Få øjeblikke senere står vi i en toværelseslejlighed, der mest af alt minder om en middelalderlig våbensmedje. Omkring stuens centrale langbord af egetræ ligger hellebarder, armbrøster og lanser i et syndigt rod. Kun to pladespillere, en mixerpult og en Apple Powerbook afslører, at året er 2010 og ikke 1201.

I lejligheden møder jeg som aftalt gruppens uformelle leder, Kong Hans. Han gør en imponerende figur med sine muskuløse to meter iført guldbelagt ringbrynje og hængerøvs-hoser.

Den virkelig gamle skole
Når man i det mere konventionelle hiphop-miljø taler om old school, er det typisk sluthalvfjerdsernes pionerer som Afrika Bambaataa og Melle Mel, man henviser til. Men en stadig større gruppe retrorappere mener, at den rigtig gamle skole ligger væsentlig længere tilbage.

“Old school,” vrænger Kong Hans hånligt og fortsætter:

“Hvad old-school er der over at lave musik på et kontinent, der praktisk taget ikke blev befolket før Renæssancen? Vort flow derimod har rødder helt tilbage til højmiddelalderens hof-skjalde og de nordfranske troubadourer.”

DJ Junkeren fremhæver, at retrorap også er en utrolig demokratisk musikform.

“Det eneste, der kræves for at komme i gang, er en mixerpult, en lut og Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder.”

Kong Hans nikker billigende og supplerer.

“Det, folk må forstå, er, at vi er præcis lige som alle andre. Det eneste vi ønsker er at lave musik, som gør almuen glade. Selvfølgelig er vi ikke en bande. Blot en glad hird, lystige svende for Herrens åsyn.”

Ride-by-stabbings
Men meget tyder på, at West Side Niddings er ansvarlige for langt mere end blot skjaldesang og bægerklang. De seneste måneder har det vestlige Århus oplevet en bølge af vold.

Gentagne gange er retrorappere blevet sat i forbindelse med såkaldte ride-by-stabbings, hvor adelige på hesteryg har nedhugget deres ofre i velplanlagte nålestiksangreb. Konflikten nåede sit foreløbige højdepunkt søndag, da Niddings-rapperen Pladesmeden blev fundet radbrækket på hjul og stejle nær Hasle Torv.

Kilder tæt på konflikten mener, problemerne skyldes en kamp med rivaliserende grupperinger om det lukrative marked for rød fluesvamp og mjød samt retten til at pålægge lokale fæstebønder hoveri.

Den udlægning afviser Kong Hans imidlertid kontant. Han benægter ikke, at gruppen er involveret i den igangværende fejde, men ifølge ham bunder striden i uoverensstemmelser relateret til ære og høviskhed. Han peger på de norrøne vikingerappere i gruppen Ragnarok og specielt gruppens leder, MC Midgårdsormen, som han mener bærer hovedparten af ansvaret for voldens opblussen.

Særligt en såkaldt diss, der faldt ved retrorap-battlen Grevens Fejde sidste efterår, gik ifølge Kong Hans langt over stregen:

“Pludselig og helt ud af det blå begyndte Midgårdsormen at disse min hjertenskær, den væne mø Stolten Adelus.”

Kong Hans vil ikke gå i detajler, men andre kilder RokokoPosten har talt med, beretter, at vendinger som “utugtig” og “skiden skønjomfru” blev anvendt.

Aftenen endte i blodig tvekamp, da en oprevet Kong Hans forsøgte at lægge Midgårdsormen i gabestok. Men Kong Hans fortryder intet:

“Der er ting som høviskhed og ære, og hvis de usle hedninge i Ragnarok ikke forstår det, så bliver vi nødt til at afklapse deres knoklede sædepartier på bedste middelaldervis!”

Bande-eksperter frygter korstog
Trods de hårde ord er der dog blandt kilder med kendskab til miljøet et spirende håb om en våbenhvile i fejden mellem West Side Niddings og Ragnarok. Men det er håb af den bittersøde slags.

Flere eksperter tilknyttet Rigspolitiets bandeenhed fortæller anonymt, at man har pålidelige efterretninger om, at de to hirder sammen planlægger at foranstalte et tværreligiøst korstog. Korstogets præcise mål står endnu ikke klart, men flere nævner de saracenske kalifater i Gellerup og Toveshøj længere nede af den ydre ringvej som den mest oplagte destination.