Foto: Steen Brogaard, Ft.dk

Foto: Steen Brogaard, Ft.dk

Anders Samuelsen bliver den første delvist privatejede politiker med et sponsorat fra Nike. Flertal af partiformænd er positive over for idéen.

Når Anders Samuelsen går på talerstolen næste gang, bliver det med ordene “just do it” vævet ind i de politiske budskaber. Formanden for Liberal Alliance har nemlig indgået en sponsoraftale med Nike, der betyder, at Samuelsen skal promovere sportsfirmaet i sine taler, blogs og lovforslag. Til gengæld modtager partiet et ukendt beløb til politiske kampagner og bonusordninger til Folketingsgruppen.

Den danske pressechef for Nike, Elisa Mortensen, er begejstret for samarbejdet.

“Nike går ind for, at man yder sit bedste og giver alt, hvad man har. Det mener vi også, at Liberal Alliance gør. Desuden er Anders Samuelsen jo vild med løbe, så det er oplagt, at han skal promovere Nike,” siger hun og fortæller, hvordan både partiformanden og Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, skal medvirke i Nikes løbekampagne, “Rule The Road”, hvor det handler om at tilbagelægge så mange kilometer som muligt på sin foretrukne løberute i København.

“Simon og jeg glæder os rigtig meget,” siger Anders Samuelsen og understreger, at private sponsorater af politikere er helt i tråd med Liberal Alliances mærkesager. “Vi går ind for vækst og effektivitet, og det kommer altså ikke, hvis vi bare sidder på hænderne og gør, som vi plejer. Regeringen er bange for reformer, eksperter er bange for en undergravelse af det repræsentative demokrati, men Liberal Alliance er ikke bange. Vi siger ‘just do it'”, smiler Samuelsen.

Leverpostej som sponsor
Regeringen er dog ikke helt afvisende over for idéen om sponsorater. Kilder tæt på både Venstre og Konservative bekræfter, at flere ledende politikere har diskuteret mulige sponsorer og endda kontaktet flere private firmaer.

“Jeg ved med sikkerhed, at Lene Espersen har snakket med Star Tours og rådført sig med sine PR-rådgivere om, hvilket brand, der passer bedst til hende. Lars Løkke Rasmussen har også haft følere ude. Det er helt sikkert det største samtaleemne på Borgen (Christiansborg, red.) lige nu,” erklærer en ledende embedsperson.

Blandt private erhvervsfolk håber man, at andre politikere vil følge Anders Samuelsens eksempel, og mange firmaer har allerede udset sig partiformænd, der ville være passe godt til dem.

“Hvis vi kunne få Frank Aaen til at sige noget om Økologisk Thy Pilsner … kæft, det ville være godt,” udtaler administrerende direktør for Thisted Bryghus, Aage Svenningsen. Han har ikke tidligere overvejet at sponsorere en politiker, men forudser, at et helt nyt marked snart vil åbne sig. Hos pålægsproducenten Stryhn’s er ejer, Elsebeth Stryhn, enig. Hun vil ikke afvise, at virksomheden har været i kontakt med en eller flere toppolitikere for at få en sponsoraftale i stand.

“Der er rigtig mange muligheder i det her, især for vores mest populære produkt, leverpostejen. Jeg håber meget, at et godt, gammeldags og ægte dansk produkt som Stryhn’s kan få rosende ord med på vejen fra Christiansborg,” siger hun.

Gucci-Helle i position
Oppositionen har heller ikke ligget på den lade side, når det kommer til sponsoraftaler. Et nyligt lækket dokument afslører, at Helle Thorning-Schmidt i en længere mail-korrespondance med Gucci har diskuteret mulighederne for en treårig aftale. “Jeg vil tage patent på Gucci-Helle,” skriver den socialdemokratiske formand i en mail, hvorefter en af Guccis pressemedarbejdere svarer med et forslag til mulige slogans. “Med en Gucci-taske i skabet ønsker du dig ikke andet. Sådan bliver det også med os i regeringen” og “Velfærd eller accessories – mit parti sætter pris på kvalitet” var to af de mest populære.

Hos Radikale Venstre har man indtil videre forholdt sig afventende, men pressechef Henrik Kjerrumgaard afviser ikke, at partiet vil samarbejde med flere forskellige brands, efterhånden som et muligt folketingsvalg rykker nærmere.

“Op til valget handler det om at finde stærke brands. Vi har et forspring, fordi mange af vores vælgere i forvejen altid køber det samme – Fair Trade, iPhones og Kusmi-te,” mener Kjerrumgaard.

Succesfuldt politikersponsorat

USA’s præsident, Barack Obama, havde stor succes med sit Byggemand Bob-sponsorat.

For økonomiprofessor Steen Kistrup, der specialiserer sig i branding-strategier på Copenhagen Business School, er det indlysende, hvad sponsoraterne handler om.

“Politikerne forsøger at vinde noget af den tillid tilbage, de har tabt i befolkningen, ved at associere sig med kendte og elskede mærker. Anders Samuelsen kom jo lidt i modvind, da han forleden foreslog en trækprocent på –10, så nu brander han sig på noget, som hele befolkningen beundrer: Løb,” siger Kistrup. Han planlagde selv at stemme Liberal Alliance til næste valg, men indrømmer, at hans egen forkærlighed for Adidas-løbesko kan blive et problem: “Der er klart nogle modstridende interesser,” mener han.