En SOSU-medarbejder i hvert kvarter og tvungen brug af offentlig transport er nogle af de kommende tiltag for beboerne i Danmarks rigeste kommuner. Et skridt i den rigtige retning, mener nogle, mens andre kalder kampagnen for en hetz.

I et nyt forsøg på at komme de såkaldte danske ghettoer til livs har regeringen startet en større kampagne, der skal få beboerne i de ti rigeste kommuner integreret i samfundet. I løbet af de næste tre måneder skal borgere i blandt andet Gentofte, Dragør og Allerød Kommune kastes ud i forskellige projekter, der skal få dem til at deltage i den danske dagligdag på lige fod med alle andre. Hver kommune får sit eget projekt, og til nytår afsluttes kampagnen med en række gadefester for hjemløse.

“Selvom ingen vil sige det højt, har ghettodannelse længe været et problem i de nordsjællandske kommuner, og vi mener, at løsningen er simpel: Få beboerne ud i samfundet og få dem integreret, så de kan bidrage positivt,” siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), der sammen med socialminister Benedikte Kjær (K) står bag kampagnen.

Det er en hetz
Et af projekterne går ud på at få beboerne til at anvende offentlige transportmidler, og derfor har borgmester i Gentofte Kommune, Hans Toft (K), indført en regel om, at to søndage hver måned hele resten af året er enkeltbilsdage. Det betyder, at hver husstand kun må anvende én af deres biler i løbet af døgnet. Tiltaget opnåede kun et snævert flertal i byrådet, og først efter at adskillige andre forslag til integration var blevet afvist. Mange borgere er stadig oprørte.

“Det er en hetz – både fra mediernes side og fra regeringen. Først skaber de et fjendebillede, og så er det lige pludselig OK at komme efter os på den her måde,” mener den tidligere kosmetolog Barbara Christel Nørh. Hun og hendes mand, Henning Nøhr, ejer en villa i Hellerup, men planlægger sammen med deres naboer at flyve udenlands hver weekend i protest over bilforbuddet.

Aldi rykker ind
I Dragør Kommune er beboerne mere venligt stemt over for kampagnen. Her har byrådet fritstillet en række tomme villaer til omkring 100 danskere fra andre dele af landet, der enten arbejder indenfor social- og sundhedssektoren eller lever på en overførselsindkomst. Det drejer sig om fjorten boliger, der indtil nytår skal fungere som såkaldte “lystårn” i den velhavende kommune. Desuden har Aldi opstillet en midlertidig forretning i Dragør.

“Egentlig er det ikke fair, at det skal gå ud over alle i området, bare fordi nogle få beboere ikke kan finde ud af at integrere sig. Men det er da et skridt i den rigtige retning,” siger borgmester Allan Holst (S), der forventer, at Dragør vil tage godt imod de nye indbyggere.