Da Joachim B. Olsen meddelte sit kandidatur for Liberal Alliance, blev han mødt med skepsis. Den tidligere kuglestøder indrømmer nu, at han aldrig har haft et ønske om at gå ind i politik – men der er noget ved Anders Samuelsens øjne, der gør, at man siger ja til alt.

”Jeg har overvejet grundigt, om jeg ville gå ind i politik – og det vil jeg”.

Sådan lød det, da Joachim B. Olsen i september udtalte sig om sit kandidatur til Fyns Stiftstidende. Sandheden er dog en anden. Det har aldrig været den tidligere kuglestøders intention at blive politiker.

Men hemmelige møder med partiformand Anders Samuelsen, hypnose og trancetilstande fik alligevel Joachim B. Olsen til at sige ja til at stille op for Liberal Alliance.

'Se på mig, se på miiiig....'

Ligheden mellem Sir Hiss og Anders Samuelsen er slående. Begge bruger deres øjne til at hypnotisere deres ofre og manipulere dem ud i de værst tænkelige situationer.

Hypnotiseret
I september præsenterede Ny Alliance på et pressemøde deres nye spidskandidater.

’Et imponerende hold’, skrev flere dagblade. Men ser man nærmere på optagelserne fra pressemødet, er det en nervøs og beklemt Joachim B. Olsen, der ubehagelig ved situationen vender og drejer sig på stolen. Nu fortæller han Rokokoposten om tiden op til pressemødet – en tid, der har været den sværeste i hans liv.

”Det er øjnene. De stirrer og holder en fast. Når Anders (Samuelsen, red) kigger på mig, glemmer jeg alt omkring mig og er totalt i hans magt,” fortæller Joachim B. Olsen, tydeligt mærket af situationen og bange for de konsekvenser, hans udtalelser kan medføre.

Partiformanden og Joachim B. Olsen sammen inden pressemødet i september. Kuglestøderens armhule indikerer, at han føler svært ubehag ved situationen.

Anders Samuelsen tog i vinteren sidste år kontakt til Joachim, der takkede nej til tilbuddet om at stille op for partiet. Men Samuelsen gav ikke op og fortsatte ufortrødent med at kime Joachim ned og sende ham dyre gaver. For at stoppe den offensive bejler, indvilgede han til sidst i at mødes med partilederen.

”Det eneste, jeg husker fra den dag, er, at jeg pludselig står oppe i tårnet på Christiansborg og hører Anders sige:  ‘Kig dig omkring, Joachim – alt dette kan blive dit en dag!’ Bagefter tog han mig med ned på sit kontor – det var der, han hypnotiserede mig med sine øjne,” fortæller Joachim B. Olsen, der stadig ikke har besluttet, hvorvidt han fortætter som spidskandidat for partiet.

Fogh startede trenden
Ifølge anonyme kilder i Venstres pressetjeneste var det tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, der startede stirretrenden og optrænede sig selv i ikke at blinke fra en ganske tidlig alder.

Fra samme kilder i pressetjenesten forlyder det, at Fogh brugte samme form for hypnoseteknik, som Samuelsen har gjort det. Der er tale om en stirren, der får offeret til at se psykedeliske mønstre og gøre alt, hvad hypnotisøren forlanger.

Det var også denne teknik, der angiveligt skulle have overbevist Karen Jespersen om at forlade Socialdemokraterne til fordel for Venstre og takke ja til posten som velfærdsminister. Karen Jespersen fulgte begge råd uden at blinke, men magtede ikke jobbet som minister og efterlod et totalt ramponeret Velfærdsministerium.

Blink force zero

Unge politikere skal vogte sig for Foghs intenst stirrende hypnoseteknik.

Qvortrup advarer
Tidligere spindoktor for Anders Fogh og nu politisk kommentator, Henrik Qvortrup, advarer unge aspirerende politikere på Christiansborg mod at falde i de stirrende øjnes magt og være ekstra meget på vagt.

”Vi ved jo alle, hvor galt det gik for Karen (Jespersen, red). Hun var sådan et politisk lys – et orakel, om du vil – men efter Fogh havde haft fat i hende, gik det hele galt. I dag er hun jo helt anonym politisk – og er blevet brevkasseredaktør for FamilieJournalen,” lyder det fra Qvortrup, der håber, at Karens historie kan virke forebyggende for unge og grønne politikere.

”Når Samuelsen kan få så stærk en mand som Joachim B. Olsen i knæ, kan ingen vide sig sikre” slutter Qvortrup.