Foto: Jagz Mario, Flickr

Foto: Jagz Mario, Flickr

Landets pressefolk jubler over, at de kan offentliggøre samtlige pinlige nyheder om deres arbejdsgiver uden, at nogen lægger mærke til det. De hemmelige dokumenter fra krigen i Irak løber nemlig med al opmærksomheden.

Topchef i Mærsk afsløret som pædofil. Kommuner spilder millioner på aktivering af kræftramte. Radikal ordfører donerer penge til terrorister. Tre overskrifter, der for et par dage siden ville have nået forsiden i de fleste af landets aviser uden problemer. Men nu, hvor Wikileaks har offentliggjort næsten 400.000 amerikanske rapporter fra Irakkrigen, der afslører forbrydelser og inkompetence i det danske militær, lægger ingen mærke til det. Og det glæder landets PR-rådgivere sig over.

Kun en notits
“I torsdags ringede en journalist fra Politiken til mig med en masse kritik af kommunernes nye aktiveringsplaner. Men da jeg så ringede tilbage i går for at bekræfte, at han havde fået vores officielle svar, var han fuldstændig ligeglad. I dag har der været en notits om det og ikke andet,” fortæller pressekonsulent for Kommunernes Landsforening, Mogens Heltberg og konkluderer med et smil:

“Det er så fedt.”

Hos Mærsk har man også udnyttet chancen for at afsløre en tidligere chef for den internationale HR-afdeling, Adam Buchswald, som pædofil. Den tyskfødte Buchswald modtog for et par uger siden en dom i sit hjemland for misbrug af en 11-årig pige og blev efterfølgende fyret, men nyheden var endnu ikke kommet frem til de danske medier. Det har pressechef Michaela Damgaard nu sørget for.

“Buchswald kunne sikkert have holdt det hemmeligt et par uger endnu, men vi tænkte: ‘Det er for sent, vi satser nu’. Og det har bare givet pote,” siger Damgaard om afsløringen, der indtil videre har fået en beskeden halv spalte i Børsen og Jyske Vestkysten.

Tortur gjorde pressefolk vilde
Men det er alligevel meget i forhold til den komplette mangel på nysgerrighed, der har været omkring landbrugsordfører for Radikale Venstre, Charlotte Hessel. Hun har i tre år doneret fircifrede beløb til Hezbollah, men afsløringen har ikke vækket interesse hos de danske medier.

“Da dem inde på pressekontoret hørte, at danske styrker havde overgivet fanger til tortur, blev de helt vilde. ‘Nu fortæller du det om selvmordsbomberne, Charlotte’, sagde de alle sammen. Men ingen gider høre om det,” sukker Charlotte Hessel.

Mediestormen omkring de hemmelige krigsrapporter forventes ifølge Mediawatch at vare yderligere fire dage, hvorefter en nyhed om pædofili eller terrorisme igen har en chance for at ramme forsiden.