Foto: sidarta, Bigstock

Foto: sidarta, Bigstock

Busture til Harzen og tætpakkede rejseprogrammer med museumsbesøg er dømt ude, når ældre vælger ferie. Drukferier i Sunny Beach giver dem frihed til at opleve deres anden ungdom. RokokoPostens udsendte rapporterer fra et betændt miljø.

Der er dækket op hjemme i dagligstuen hos Ebba Agertoft fra Grindsted. Men i dag er det ikke kaffestellet fra Flora Danica og småkagerne, der pryder sofabordet. I stedet er der linet op med Cult Shakers, Blå Gajol og andet godt til ganen såvel som til næsen. Om lidt kommer de tre folkepensionister Tage, Verner og Hjørdis på besøg. Nye venner, som Ebba mødte i Sunny Beach den forgangne sommer.

Drukferier langs Bulgariens Sortehavskyst bliver mere og mere populære blandt de ældre forbrugere. For selvom man har rundet de 70, vil mange stadig gerne ”ud oat drikke sig en ordentlig stiverik til,” som Ebba formulerer det.

Sexleg og hofteskred
Det ringer på døren, og Ebba lukker de tre venner ind. Efter kindkys og grin sætter de sig sammen i sofaen. Ebba finder en tyk mappe frem, hvor alle billederne fra ferien er sat ind i sirlig rækkefølge med tilhørende billedtekster. Ebba åbner mappen, mens de andre åbner en Cult Shaker – og med et er det som om, vennerne er tilbage i Sunny Beach.

”Næ, se engang. Det var fra den aften vi legede den selskabsleg, hvor vi skulle finde sexstillinger på tid,” udbryder Hjørdis og fniser forlegent.

Hun husker det tydeligt, for det var også den aften, hvor hun måtte en tur på den lokale skadestue med hofteskred.

For en dame på snart 76 er Hjørdis Andreasen i forbløffende god form. Som ung dyrkede hun springgymnastik på eliteplan, og hun både løbetræner og kan gå i spagat. Den gode fysik er vigtig, når man tager på en ugelang drukferie, for der bliver ikke sparet på kræfterne i Sunny Beach.

Men selv en tidligere elitegymnast kan overanstrenge sig.

”Novra! Det var en slem omgang med den hofte,” fortæller Hjørdis om den aften, hvor hun under selskabslegen forsøgte sig med spagat i oprejst stilling, da det smældede i hoften, og den gik af led. Heldigvis var hun så beruset, at hun ikke mærkede smerten.

Både blå og røde piller
Der lyder et højt grin fra Ebba, da næste side i mappen vendes, mens Tage smiler varmt og blinker til hende.

”Ja det var lige godt en vovet aften,” lyder det fra Ebba, da hun ser billedet, der er taget på yndlingsbaren Corner efter endnu en udfordrende konkurrence på tid. Denne gang skulle Ebba med næsen trille en bordtennisbold op gennem Tages bukseben og ud af det andet. En udfordring, hun vandt med tiden 14 minutter og 19 sekunder.

Konkurrencen var så pirrende for både Ebba og Tage, at de senere på aftenen endte oppe på Tages hotelværelse, hvor der ikke blev sparet på noget.

”Der var nogle unge mennesker, der gav os en masse piller en aften nede på Corner. De sagde, ‘først tager du den blå og derefter den røde’,” fortæller Tage.

Han tog to af hver og gav en til Ebba. De næste timer tourede han pubberne tynde med svært erigeret lem, mens Ebba fik afprøvet pole dancing på byens populære diskotek Club Mania, inden Tage trak hende med hjem under hotellets dyner.

Til helvede med Ældre Sagen
De fire venner er langt fra de eneste, der har opdaget det pulserende natteliv i Sunny Beach. Især 65Rejser og Ældre Sagen har oplevet en øget efterspørgsel. En rundspørge udført af Ældre Sagen blandt 3000 pensionister viser, at hele 86 procent af de ældre foretrækker en tur til Sunny Beach i Bulgarien frem for busture til Hartzen eller nøje planlagte charterrejser til Egypten.

”Jeg har prøvet en tur til Egypten. Vi blev trukket rundt som får og skulle glo på templer og museer, mens en guide talte babysprog til os, når han altså ikke råbte. Ej du, jeg siger til helvede med Ældre Sagens rejser. I Sunny Beach kan man opleve sin anden ungdom,” fortæller Verner Høng hjemme i Ebbas stue.

”Bare fordi man er lidt oppe i årene, betyder det jo ikke, at man er dement eller halvdøv,” tilføjer Tage, hvorefter han kyler nok et shot Gajol ned og med kendermine ruller en hundredekroner-seddel sammen.

Når Keith Richards kan
Ideen med at tage på drukferie opstod tilbage i 2006, da Ebba i nyhederne så et indslag om, hvordan Keith Richards, Rolling Stones’ flamboyante guitarist, var faldet ned fra en palme under en ferie på Fiji.

”Det var der, jeg fandt ud af, at mit liv var for kedeligt. For når Keith Richards kan leve, som han gør i en alder af 67, hvorfor skulle jeg så ikke have lov til at te mig lige så tosset med druk og hor?” spørger Ebba retorisk.

Hun erklærer bramfrit, at Keith Richards’ hedonistiske livsstil er noget, mange pensionister drømmer om.

Drukferierne til Sunny Beach er blevet så eftertragtede, at direktøren i Ung Rejs, John Tobiesen, nu overvejer at udvide rejseselskabet med ture, der henvender sig udelukkende til pensionister. Indledningsvis var han skeptisk over de mange ældre, der valfartede til Bulgarien. Men med et overskud på mere end syv procent i det årlige regnskab, er Ung Rejs-direktøren kommet på andre tanker.

”De ældre er utrolig købestærke. Der bliver ikke sparet nogle steder, så de skal være mere end velkomne i Sunny Beach,” siger John Tobiesen, der regner med at udkonkurrere 65Rejser, som i dag er det største danske rejseselskab med pensionister som målgruppe.

Der skulle gå fire år, før drømmeferien blev en realitet for Ebba og vennerne, men de har helt sikkert tænkt sig at vende tilbage til de solbeskinnede strande i Bulgarien næste sommer. Indtil da nøjes de med at mødes en gang om måneden og drikke hjernen ud.