Foto: master1305, Bigstock

Foto: master1305, Bigstock

Odense – Det skulle have været sådan en hyggelig aften. Kone og børn var på visit  udenbys, og Mikkel Løwe Pedersen var udrustet med film, cola og en dejlig pose slik. Men på et splitsekund var det hele ødelagt for den 37-årige bygningsingeniør.

Fredag var en ganske særlig aften for Mikkel Løwe Pedersen. Han skulle være alene hjemme for første gang i fire år. Så efter arbejde slog han et smut forbi Blockbuster.

“Jeg lejede Predators, som min kone ikke gider se, og købte en cola og en pose slik til at hygge med til filmen,” fortæller Mikkel og fortsætter:

“Bagefter tog jeg hjem og bestilte mad via Just-Eat, og i det hele taget havde jeg bare gjort alt for at få en hyggelig aften.”

Våde hænder får fatale konsekvenser
Da maden var ankommet, gjorde Mikkel sig umage med at dække op til hygge ved sofabordet. Men det hele var ødelagt på et splitsekund, da han ville hælde colaen op i et glas:

“Jeg havde fyldt masser af isterninger i glasset, for det kan jeg så godt lide. Men da jeg så ville hælde colaen op, gled flasken ud af mine våde hænder, og så væltede det ud med cola over hele stuegulvet.”

Ifølge Mikkel Løwe Pedersen var der kun en ganske lille smule cola tilbage i flasken. Ikke engang nok til et halvt glas. Og for at føje spot til skade, var den sørgelige rest fuldstændig kulsyreforladt.

Mikkel Løwe Pedersen erkender, at han måske nok kunne have købt en ny cola.

“Men det faldt mig slet ikke ind i situationen. Jeg var bare så ulykkelig,” slutter han.