Regeringens SU-reform forarmer de studerende og tvinger dem ud i ydmygende og lyssky jobs. RokokoPostens udsendte har besøgt et suppekøkken for fattige studerende og bringer et par skæbner.

“Må jeg ikke nok få bare en lille smule mere?”

Det lyder måske som Dickens anno 1838, men er en sætning, som høres dagligt på de mange nye suppekøkkener for fattige studerende, der er åbnet efter regeringens SU-reform. Det gælder også på ‘Trøjborg varmestue og suppekøkken for forarmede studenter’ i det nordlige Aarhus.

Her kommer de kandidatstuderende, der ikke har mere SU tilbage efter, at regeringen skar et helt år af støtteperioden. Lurvede sidder de iført forvasket tøj i forlængst forgangne sæsoners farver og snit. Med hår, der engang var kækt og moderigtigt, men nu bare er pjusket på den alt, alt for ufede måde.

Udmattede af hårde og dårligt betalte småjobs spiser de en udkogt portion risotto med svampe fra glas og ikke-økologisk brød. Mens de spiser, beder jeg dem forklare, hvordan de klarer sig gennem dagen og vejen.

Drevet til litterær prostitution
Louise Bach-Hansen læser litteraturhistorie og skriver på sit speciale med titlen ‘Absurdismen i neo-postmodernismen: Træk af en skitse til en mulig delkonklusion’.

På grund af SU-reformen er specialeskrivning ikke noget, hun kan leve af længere. Derfor bruger Louise  ti timer dagligt på at skrive stereotype kærlighedsnoveller til blade som ‘Mit livs novelle’.

“Det er så uværdigt! Altid de samme historier om piger fra landet, sygeplejersker, grever og overlæger. Jeg har prøvet at snige dekonstruktivistiske selvreferencer og ekstra litterære meta-lag ind. Men da redaktøren opdagede det, fik jeg pisk.”

SU-reformen har tvunget Louise Bach-Hansen til at skrive kærlighedsnoveller for blade som disse.

Baudrillard taber til panfløjte
Ved siden af sidder Mads Vestermark. Han er kommende idéhistoriker og mangler kun specialet. Men Mads har også problemer efter, han mistede sin SU. Huslejen blev for meget for Mads, og han blev smidt ud af sit lejede kvistværelse i en ellers ganske fashionabel del af midtbyen.

Nu bor han i et kosteskab på Institut for Filosofi- og Idéhistorie.

Når Mads Vestermark ikke er travlt optaget af eksaminer og forelæsninger, kan man møde ham med hatten i hånden på byens gader og stræder.

“Jeg prøver at overleve ved at lave gadeforelæsninger om Baudrillard. Men det er svært at lokke folk til med en indføring i strukturel semiotik og dets analytiske potentiale i mediekritikken, når manden ved siden af kan spille ‘Yesterday’ på panfløjte.”

Heller ikke i dag lykkedes det for Mads Vestermark at tjene de store summer ind på sin introduktion til Baudrillard.

Historiker frygter afsløring på middelalder-restaurant
Historiestuderende Laust Dorph har tidligere læst et semester på eliteuniversitetet Oxford. Men der er ikke megen overklasse over den familierestaurant med middelaldertema, hvor han arbejder. Her er Laust ansat som performer og børneunderholder, der som skiftevis Kong Arthur og Robin Hood, underholder børnene og laver skøre optrin. Han er i ikke i tvivl, når han skal beskrive sit arbejde.

“Det er rædselsfuldt. Simpelthen rædselsfuldt. Hør her, Robin Hood er fra højmiddelalderen, mens Kong Arthur er en før-angelsaksisk sagnkonge, der er mindst 400 år ældre. Det giver ingen mening! Og kostumerne er overhovedet ikke med den type vævning, man brugte i nogen af perioderne. For slet ikke at tale om ringbrynjerne, der gudhjælpemig er af latex!”

Hverken familie eller venner ved, hvad Laust laver ved siden af studierne, og han frygter for sit omdømme, hvis det skulle komme frem.

“Hver eneste dag er jeg bange for, at jeg møder nogle medstuderende, som genkender mig, mens jeg laver bueskytte-konkurrencen for børnene. Jeg ville aldrig kunne vise mig i middelalder-studiekredsen igen! Men hvad skal jeg gøre? Der skal jo ketchup og pasta på bordet.”

Laust Dorph iført et - historisk ukorrekt - Kong Arthur-festkostume.