Foto: David_Peterson, Pixabay

Foto: David_Peterson, Pixabay

Årtiers forhandlinger med Nordkorea har kun ført til kernevåben, regional ustabilitet og senest et granatangreb på en sydkoreansk ø. Nu går USA nye veje og har sendt creme- og skønhedsguruen Ole Henriksen af sted for at forhandle fred med den nordkoreanske diktator Kim Jong-Il.

Så spiller Nordkorea nok engang med musklerne.

Tirsdag sendte den nordkoreanske hær flere end 200 granater ned over den sydkoreanske ø Yeonpyeong, og tidligere på ugen bekræftede eksperter, at diktatoren Kim Jong-Il har opført endnu et anlæg til fremstilling af kernevåben.

Uanset hvilke forhandlingsstrategier, amerikanerne tidligere har forsøgt sig med, har de konsekvent slået fejl. Derfor er alternative metoder nu taget i brug. Den amerikanske forsvarschef, Mike Mullen, har sendt skønhedsguruen og den evige optimist, Ole Henriksen, til Pyongyang for at tale “Den Kære Leder” til fornuft.

”Hej søde,” lyder det fra en energisk Ole Henriksen, da RokokoPosten fanger den nybagte fredsforhandler i den nordkoreanske hovedstad.

”Jeg kan godt fortælle dig, at ham Kim Jong-Il er nuttet. Han er sådan en lillebitte og fuldstændig faboulouz man, der bare har helt utrolig meget energi. Han kan bare ikke finde ud af at få afløb for den på en positiv måde,” siger Ole med sin karakteristiske amerikanske accent.

Ole Henriksen er en af  de førende skønhedsguruer i USA. Her er han kendt for sit store smil, sit overskud og sin evne til at se det positive i alt. Derfor faldt valget naturligt på ham, da det amerikanske forsvar så sig tvunget til at søge nye metoder for at få Nordkoreas leder talt til fornuft.

Kun ti centimeter
Hvor mange ellers mener, at Nordkoreas problemer bunder i landets særprægede variant af stalinisme kaldet Juche, er Ole Henriksen af en anden opfattelse.

”Problemet, skal jeg sige dig, bunder i hans penis. Ja, hans peeeniz. Han er simpelthen så ked af den. I går spiste vi sammen. En overdådig middag – kaviar, champagne, the workz …” fortsætter Ole Henriksen og refererer så, hvad Kim fortalte ham under middagen.

”Han sagde til mig: ‘Ole … jeg er jo asiat, og du ved, hvad man siger om os små mennesker fra Østen. Og det passer, Ole. Min penis er årsagen til al min vrede, og selvom jeg prøver, er jeg er ude af stand til at gøre noget ved det. Atomanlæg, missiler, granater. Det hele er på grund af mit littebille lem! Det er så lille, at jeg ikke kan få øje på det uden et spejl. Og hvorfor tror du egentlig, at jeg opførte Juche-tårnet (et 170-meter højt tårn i Pyongyang, red.)? Inderst inde er jeg bare så sårbar og vred.”

Den absurde – men alligevel ikke overraskende gengivelse af Kim Jong-Ils svar, får Ole til at bryde sammen i et latteranfald så hjerteligt, at man får lyst til at omfavne selv folk ansat hos SKAT og DR-Licens.

Og den er faktisk urimelig lille. Den Kære Leders penis. Det bekræfter Ole Henriksen.

“Han trak jo sine khakifarvede bukser ned. Lige foran mig, siger jeg dig. Først kunne jeg heller ikke få øje på den. Altså, videnskabelige forsøg har vist, at asiater i gennemsnit har en penislængde på 12 centimeter. Men altså, Kims var allerhøjst ti centimeter lang!”

Herbal-massage og så en tur i biffen
”Nej, men hvad skulle jeg stille op med den lille mand,” spørger Ole retorisk. Svaret kommer kort efter:

”Først gav jeg ham en full body massage med et af mine nyeste produkter. Det hedder Herbal Day Creme, og den er amazing! Når den kommer på huden, er det ligesom ….”

Igen overmander glæden Ole. Han taber tråden og må hjælpes tilbage på sporet.

Massagen – og selvfølgelig Ole Henriksens fantastiske hudplejeprodukter – fik Den Kære Leder til at slappe helt af. For et øjeblik glemte Kim Jong-Il sit lille problem.

Som belønning blev Ole inviteret ned i diktatorens hjemmebiograf med plads til lidt over tusind tilskuere. Den nordkoreanske diktator er unægtelig svært begejstret for film, og hans private samling tæller angiveligt mere end 15.000 titler.

Ole Henriksen kan berette, at særligt amerikanske westerns og actionfilm, hvor helten sejrer efter megen modgang, fascinerer Kim Jong-Il.

”Kim ville se Sands of Iwo Jima. Fordi John Wayne er med – Johnny er et af hans ztoore forbilleder. Bagefter syntes jeg, at vi skulle røre os lidt. Han skulle simpelthen ud og brænde  noget krudt af,” plidrer Ole Henriksen lystigt.

Herefter forklarede Ole den nordkoreanske diktator, hvordan han bare skulle “let go, fjolle rundt og grine til hele verden.

”Det var svært for Kim Jong-Il i begyndelsen. Jeg tror måske, han har nogle control issues,” forklarer Ole Henriksen.

Men efter en kort peptalk er Kim Jong-Il som forandret. Sammen råber de to “JA” til livet og alle dets positive energier, mens de i en euforisk glædesrus slår krumspring og kolbøtter sammen.

Nej tak til atomkraft
Det var det eneste, der skulle til. Oraklet Ole Henriksen kom til Pyongyang.  Han har igen gjort, hvad ingen andre kunne. Glem alt om udenrigsministre, tidligere præsidenter og andre jakkesæt forklædt som demokratisk håndsrækning. Ole Henriksen er svaret. En fredsbevarende styrke i sig selv. En enmandshær, der har fået lederen i verdens mest isolerede land til at droppe sit atomprogram.

Ole selv er også overrasket over og glad for resultatet. Kim Jong-Il har nu besluttet at lukke sine atomanlæg for stedse og nedlægge hele den nordkoreanske hær. Ifølge Ole har Kim indset, at han er “a lover, not a fighter”.

”Det eneste, der skulle til, var lidt varme og kærlighed. Jeg er zåå stolt af ham. Kim går rent faktisk rundt med det danske Atomkraft? Nej tak-badge nu. Det der fra 70’erne med den smilende, varme røde sol, som han er helt vild med! Og han spreder budskabet as we speak,” slutter en – som altid – begejstret Ole Henriksen.