Foto: niekverlaan, Pixabay
Omkring 100 vrede mennesker fra Københavns venstreorienterede aktivist-miljø var fredag eftermiddag samlet til demonstration på Blågårds Plads. Ingen af deltagerne var dog klar over, præcis hvad de protesterede imod.
Det er en råkold dag på Nørrebro, og de fleste, som færdes på de vinterkolde gader, skutter sig, mens de med hastige skridt er på vej hjem i varmen. Men på Blågårds Plads trodser en mindre forsamling stædigt vinterkulden.
Her varmer en forsamling fra bydelens venstreorienterede aktivistmiljø sig ved fakler og suppe fra et vegansk folkekøkken. Bannere med slogans som “Modstand nu!” og “Vi giver aldrig op!” præger demonstrationen, men præcis hvad deltagerne er imod, fremgår ikke tydeligt.
Derfor fanger RokokoPostens en af deltagerne, den 23-årige sociologistuderende Jeppe Søbye, for at høre, hvorfor han er mødt op i aften.
“Jaeh, altså … nu, du spørger, så ved jeg det faktisk ikke helt. Jeg fik bare en kæde-SMS om, at der var en vigtig demo i aften, og jeg skulle møde op. Måske er det noget med SU’en eller regeringens nye pointsystem for familiesammenføring?”
En mand, der ser ud til at være i midten af trediverne, bryder ind i samtalen.
“Nej mand! Vi er her på grund af McDonald’s’ fucking repressive tolerance! De har lukket den på Nørrebros Runddel, og nu kan vi hverken droppe ind efter et coinoffer eller manifestere foragt for kapitalisme ved at kaste sten gennem deres vinduer. Genåbn McDonalds – eller vi smadrer den!”
Flere omkringstående blander sig og gør det klart, at de så absolut ikke er kommet for at få McDonald’s genåbnet. Men hvorfor så?
Nødvendig modstand mod noget væmmeligt
Et par demonstranter nævner salget af Ungdomhus-grunden som anledning til demonstrationen, mens andre peger på gentrificeringen af de københavnske brokvarterer. Andre nævner Marokkos besættelse af Vestsahara som anledning.
En enkelt lettere konfus mand midt i tresserne insisterer meget højlydt på, at det er USA’s imperialistiske krig i Vietnam, som er protestens mål.
Trods forvirringen prøver en gruppe rødkindede gymnasieelever præget af dreadlocks og hættetrøjer at mønstre lidt entusiasme med det taktfaste, om end ikke helt mundrette, fællesråb “Dem, der ikke hopper, de er for det, som vi er imod!”
Det lykkes kun delvist.
Ved syvtiden opløses demonstrationen i god ro og orden. Selvom det ikke var klart, præcis hvad den var rettet mod, var de demonstranter, som RokokoPosten efterfølgende talte med, enige om, at det var en absolut nødvendig manifestation af modstand mod noget rigtig væmmeligt.
