Vi har samlet tre af landets livsklogeste hjerner i en formidabel brevkasse, der vil hjælpe dit liv med overgangen fra togulykke til triathlon. Denne uge er det Allan Hedtoft, der hjælper Bente med hendes problemer.

Allan er 43, uddannet på det Kongelige Teaters Balletskole og arbejder til daglig som Harlekin-danser i Tivoli. Han er derudover frivillig på Livslinien og betegner sig selv som “udadvendt og sprudlende”.

Bente skriver:

Kære RokokoPosten,

Jeg er en frustreret kvinde på 39, der har været gift i 1 år. Jeg mødte min mand for snart 4 år siden. Vi har gennem de sidste 2 år været igennem en turbulent periode, hvor begge hans forældre er døde af sygdom, og vi har fået en handicappet søn.

Mit problem er, at jeg ikke længere kan mærke min mand. Grundet problemer med mit underliv har vi kun haft sex ca. 6 gange på 2 år. Min mand gider aldrig kærtegne mig og lægger aldrig op til noget, for jeg kan jo ingenting alligevel, siger han. Jeg føler mig ensom og har i de sidste måneder været i tvivl, om hvorvidt jeg elsker ham længere. Han er samtidig initiativløs og sidder som regel i soveværelset og spiller Playstation.

Jeg er meget romantisk og vil gerne have en mand, der kan vise, at han elsker mig, både gennem ord og handlinger, men jeg føler ikke, at jeg får nogle af delene. Hvad skal jeg gøre?

Hilsen Bente

Allan Hedtoft på arbejde. Fremover vil Allan også være at finde i RokokoPostens spalter, hvor han giver råd, når livet gør ondt.

Kære Bente,

Det første ord, der falder mig ind, når jeg læser dit brev, er: Selvmordspagt. Tanken har måske strejfet dig, men så har du snakket med dine venner eller leget med din søn, og så er det væk. Men hold fast i den tanke, Bente. Jeg er sikker på, din mand også tumler med noget lignende, så du behøver ikke dele det med ham før til allersidst.  Generelt er mit råd til par i krise: Lad være med at dele!

Du skriver, du har en handicappet søn, og det er altid svært, men her kan alkoholen være en stor hjælp. Det ser jeg gang på gang hos mine kolleger; lige inden de skal på scenen, tager de sig en dram, du ved, fra inderlommen, og så smiler de igen. Og er glade.

Måske er selvmordspagt en løsning for Bente og hendes mand, foreslår vores brevkasseskribent Allan Hedtoft.

Glad, Bente, det var jeg også engang. Da lysene kom mig i møde på Det Kongelige Teater, og gode gamle Konstantin sagde: Allan, du kan jo blive solodanser! Og det kunne jeg, Bente, det kunne jeg dengang, men… Ja, så var der det med konen… Og øksen, og så…

I hvert fald synes jeg, du skal huske på, at nogle problemer bare er umulige at løse, og at tingene nogle gange bare ender galt, især for børnene. Men måske kan du indtil da trøste dig med en anden mand, eventuelt fra din arbejdsplads? Du har sikkert stadig et par tilfredsstillende samlejer til gode, din alder til trods.

Pøj pøj,
Allan