Præsten Jon Knudsen, der hængte en nisse i en galge foran Løkken Frikirke, var selv tæt på at ende sit liv i løkken. I nat greb nissen til selvtægt og klyngede Jon Knudsen op i en galge. Præsten blev dog reddet i sidste øjeblik.

Nisser er dæmoner og alle de, som dyrker nisser og pynter op med dem til jul, står i ledtog med Djævelen, mener frikirkepræst, Jon Knudsen. Derfor klyngede han en uskyldig nisse op i en galge. Men så fik nissen nok.

Nissen skulle destrueres

Martin Svendsen, en 34-årig familiefar fra Hjørring fjernede mandag morgen nissen fra galgen. Han tog den med hjem på sit loft, hvor den fik varm julegrød. Efter nissens forsvinden, beklagede den bitre præst sig og agtede at melde tyveriet til politiet.

Det blev imidlertid ikke nødvendigt, da Martin Svendsen selv henvendte sig til politiet mandag. Samme aften bragte TV2-nyhederne et indslag, hvor vært, Johannes Langkilde, forgæves forsøgte at finde en passende grimasse under interviewet med Jon Knudsen og Martin Svendsen.

’Nisser er onde husånder, og jeg vil råde dig til at destruere den, inden den påkalder sig dæmonernes opmærksomhed’ lød svaret, da Langkilde spurgte Jon Knudsen, hvad Martin Svendsen skulle stille op med nissen.

Dette nægtede Martin Svendsen dog og forklarede, at nissen nu befandt sig trygt på hans loft og først vil blive leveret  tilbage til præsten efter jul, af hensyn til dens sikkerhed.

Ifølge præsten, Jon Knudsen, ligger man under for Djævelen, hvis man pynter op med nisser til jul. Nisserne repræsenterer ondskab, og er i stand til at påkalde sig vederstyggelige dæmoner som denne.

Klyngede præsten op
Selvom nissen sad oppe på loftet, kunne han ikke undgå at høre indslaget, da der var skruet helt op for volumen. Og det var her filmen knækkede for nissen. Harmdirrende over præstens dom, sprang han ud af loftsvinduet og faldt seks meter ned. Heldigvis landede han på en snedrive og slap uskadt.

På sine små ben og træsko i størrelse 12, spænede han over stok og sten hen til præstens hus. På helt utrolig vis fik han hevet en skrigende Jon Knudsen ud af sengen, slæbt ham hen til frikirken og klynget ham op i selvsamme galge, som nissen havde dinglet i få dage forinden.

Om halsen fik præsten skiltet med teksten ”Jeg forsager frikirkepræster og al deres væsen!’.

Her dingler nissen i den løkke, som Jon Knudsen klyngede ham op i. Få dage efter var det præsten selv, der nær endte sit liv i samme løkke, da nissen greb til selvtægt. Om halsen havde præsten fået et nyt skilt med teksten 'Jeg forsager frikirkepræster og al deres væsen'.

Reddet af nissemor
Over for frikirken bor Alice og Bjørn Ørum. Traditionen tro, har de stillet nissemor op i deres stuevindue, hvor hun hele december står og skuer ud over vejen. Da nissemor ser to skikkelser på kirkens gavl, aner hun straks uråd. Med en nøddeknækker får hun smadret vinduet og hopper ud i den mørke vinternat. Da hun når hen til kirken og kigger op, er det som om en sten falder fra hendes hjerte.

Dér på gavlen står den mand, hun troede hun havde mistet og aldrig skulle se igen. De har været adskilt siden julen 95, hvor Alice og Bjørn tog hendes elskede nissefar med på et julemarked og gav ham væk. Og da hun ser ham nu, efter 15 år, får hun tårer i øjnene. Med grødet stemme råber hun op mod gavlen:

”Nissefar nissefar – hvad laver du dog min elskede mand?”

Lyden af den velkendte stemme, får nissefar til at stivne. Han kigger forvirret på Jon Knudsen og mumler:

”Undskyld – jeg ved ikke hvad der gik af mig. Du må ikke hade nisser, for vi …”. Længere når han ikke, før nissemor står ved siden af ham og kysser sin genfundne mand.

Et rigtigt juleeventyr
Sammen får nisserne fjernet løkken om præstens hals, og båret ham ned fra taget. Hele vejen ned takker han Herren og nisserne for at have livet i behold og lover, at han aldrig vil sige et ondt ord om nisser igen.  Da RokokoPosten taler med ham torsdag morgen, lyder han ikke længere som en besat. De desillusionerede forestillinger om nisser og deres onde væsen, er en saga blot.

Jon Knudsen tænder to lys. Et for nissefar, og et for nissemor. Nu er det slut med vragforestillinger om, at nisser er onde. I dag ser Jon Knudsen nisser som elskværdigheden selv.

”Jeg vil gerne invitere alle, der har lyst, til at komme til gudstjeneste i vores kirke på søndag. Den står i nissernes tegn, og vi skal bage klejner og brunkager. Kom alle sammen. Det bliver hjerternes fest – tag jeres familie og alle jeres nisser  med,” opfordrer frikirkepræsten tydeligt bevæget.

Præsten er kureret for vrangforestillinger, nisseparret er blevet genforenet efter 15 års adskillelse og alle er glade. Og således blev det altså også jul i Løkken i år.