Allan Hedtoft giver en 20-årig pige råd om kost og motion med sin karakteristiske blanding af hjertevarme og forfriskende realisme.

Dette er anden gang, RokokoPosten forsøger at hjælpe dig, læseren, med dine livskriser. Og igen har vi Allan Hedtoft, balletdanser og nu jobsøgende, med os, da vores øvrige panel er på henholdsvis afvænning fra et blandingsmisbrug og forretningsrejse i Burma.

Allan er uddannet på det Kongelige Teaters Balletskole og arbejdede indtil for en uge siden som Harlekin-danser i Tivoli. Han er derudover frivillig på Livslinien og betegner sig selv som “udadvendt og sprudlende”.

Lotte spørger:

Jeg er en 20-årig pige med et meget irriterende problem. Jeg er 170 cm høj og vejer ca 55-56 kg. Har tabt mig fra 62 kg til 55 kg på et år, men nu står vægten stille. Jeg spiser sundt, masser af groft brød og fibre, og løber 3 gange om ugen, men det er som om, at det ikke virker. Hvad er det, der gør, at min krop “står stille”? Jeg føler også, at når man dyrker motion, så øges spisetrangen så meget, at man næsten spiser alt det, som man har forbrændt. Hvad skal jeg gøre?

Hilsen Lotte

Allan svarer:

Åh, triste, naive pige. Hvad skal en gammel rotte, der ved alt om vægttab, gøre for at få dig til at forstå?

Du minder faktisk lidt om mig selv, da jeg var en ung og ulækkert fedladen mand på 63 kg. Men så sagde Konstantin fra balletskolen det, som jeg vil sige til dig nu: Lad være med at spise, fede uduelige læs! Du snakker løs om fibre og motion, men det eneste, der virker, er at tænke som en fange i en kz-lejr.

Stadig lidt kraftig, men godt på vej mod en idealvægt, mener vores kostekspert Allan Hedtoft.

Når du står op om morgenen, rationerer du din mad. En skive brød til morgenmad, én til frokost og så måske lidt selleri til aften. I hvert fald i starten, senere kan du eksperimentere med faste og lange gåture, som er fantastiske til at komme af med din spisetrang. Men hvis du spørger mig, er “sult” bare et andet ord for “svag”!

Jeg var ikke svag dengang på balletskolen, nej Lotte, jeg spiste ingenting, og jeg dansede ti timer om dagen, nogle gange mere, og jeg væmmedes ved synet af en sandwich, min mave fortrak sig, og mit hjerte sprang af sted til scenen på Det Kongelige, til når jeg blev solodanser, som Konstantin sagde…

Men Konstantin løj. Han løj, Lotte, og jeg vidste godt hvorfor. Fordi jeg var fed og ulækker, og hvis ikke du strammer dig an, bliver du også fed og ulækker, Lotte. Og ingen vil have dig, heller ikke de sørgelige gamle røvhuller i Tivoli, der ellers lovede mig en plads de næste ni måneder, eller i hvert fald seks måneder, måske også lidt løn på forskud, men de løj også, Lotte! Så du kan aldrig blive for tynd, hvis du vil elskes, Lotte, aldrig.

Farvel,

Allan

Læs også med, når Allan anbefaler alkohol og selvmordspagt i vores første brevkasseindlæg.