Her er de vigtigste begivenheder i 2011

Traditionelt er tiden omkrig nytår helliget tilbageblik og refleksion over det forgangne år. Men på RokokoPosten er vi ikke tilfredse med kun at rapportere om begivenheder, der allerede er sket.  Derfor er det med stolthed, at RokokoPosten allerede nu kan præsentere de vigtigste begivenheder i 2011.

Januar
Forskere opdager fejl i udregning af den globale opvarming, som viser sig at være en global nedkøling. Fejlen skyldes et enkelt overset minus i den oprindelige beregning. Flere klimaforskere bliver sendt i skammekrogen, mens salget af terrassevarmere og firhjulstrækkere boomer.

Februar
Lene Espersen væltes som formand for De Konservative. Ved det efterfølgende formandsvalg må Brian Mikkelsen se sig slået af dukken Georg fra ‘Fredagsbio’ med Anna og Lotte.

Marts
Militærkup i et centralasiatisk land, der slutter på ‘-stan’.

April
Folketingsvalget vil blive afholdt den 26. april. S og SF vinder stort og danner overraskende regering med DF som parlamentarisk grundlag. Regeringen indvarsler flere forbud og højere skatter for alle – men i særdeleshed muslimer. De Konservative overrasker alle ved at klare spærregrænsen, hvorefter en stolt Georg udnævnes til “Mr. Tre Procent”.

Maj
Regeringens første krise opstår, da den nyudnævnte statsminister Helle Thorning afviser at lade forsvarsminister Ole Sohn afholde en militærparade i anledning af 1. maj på Christiansborg Slotsplads.

Juni
Sydeuropa går konkurs.

Juli
For første gang kommer der flere kinesiske turister til Danmark end danske turister til Kina. Kineserne er generelt overraskede over det store antal cykler og over, hvordan alle hvide mennesker ligner hinanden.

August
Tøger Seidenfaden indgår aftale med 432.304 efterkommere af ofrene fra det stockholmske blodbad i 1520. Politiken undskylder herefter alle Christian II’s forbrydelser og lover aldrig at massakrere svenske adelige.

September
WikiLeaks afslører, at den amerikanske ambassadør i 1994 rapporterede, at Jacob Haugaards folketingskandidatur var “useriøst” og “en joke”.

Oktober
Sørine Gotfredsen og Lone Nørgaard skriver fælles kronik i Jyllands-Posten, hvori de foreslår, at alle kvinder sendes hjem til børnepasning og derpå koger alle mænd i kødgryderne.

November
Sneen kommer endnu engang tidligt. Flere TV2 News-journalister indlægges med nervøse sammenbrud ved udsigten til endnu en vinter med konstante live-indslag om glatføre, vejsalt og snerydning.

December
Dronningen holder nytårstale og belærer danskerne om, at de bør være flinkere og mindre materialistiske.