Foto: Shutterbug75, Pixabay

Foto: Shutterbug75, Pixabay

Det kommende Folketingsvalg bliver det mest skelsættende og afgørende event, menneskeheden nogensinde har oplevet. Frederik Storm, RokokoPostens nye praktikant, rapporterer fra Christiansborg.

Jeg mærkede det lige så snart, jeg så min første måling fra Gallup og hørte, hvad Mogensen & Kristiansen sagde om det: Næste valg kommer, og næste valg kommer snart (inden for dette år, red.), og jeg kan sikkert med hånden på mit bankende, følende hjerte sige, at det bliver absolut afgørende (inden for et vist omfang, red.).

Absolut skelsættende, prægnant (gravidt, red.) og vitalt. Som en løfterig svale, der fløj over ruinerne, da Muren faldt; som det første af Neil Armstrongs knasende, afgørende skridt på Månens ensomme overflade; som den beslutsomme studerende foran krigstanken på Den Himmelske Freds Plads – sådan er dette kommende valg (formentlig ikke, red.).

Reporteren hviler aldrig. Aldrig.
Og jeg, jeres reporter, Frederik Storm, vil løfte dette op til jer, dette once-in-a-lifetime-øjeblik. Og nu en reportage fra mine første timer på The Castle, hullet, krypten, den dybe skakt, hvor magtens vælde udspringer (Christiansborg, red.).

08.35 Ankommer. Mine sko giver genlyd mellem disse magtens søjler, disse bærere af og lyttere til magtens stemmer, disse … (forkortet af red.)

08.36 Får udleveret de seneste Gallup-målinger. Rød blok i front, Helle Thorning-Schmidt som ny statsminister. En ny Thatcher, en ny Hillary, eller måske en ny WikiLeaks/Mark Zuckerberg-hybrid, der bliver så enorm og altoverskyggende, at mine fattige, blege ord … (forkortet af red.)

08.37 – 15.13 (forkortet af red.) Er til pressemøde med Jens Petersen, studentermedhjælper hos EU’s 7. rammeprogram, et udvalg inden for Videnskabsministeriet. Spiser to pølser uden for (Christiansborg, red.) og drikker fire kopper kaffer.

Min joint, min oplevelse, min sindssyge
15.14 Ny meningsmåling. Lars Løkke i front, K i massiv krise.

15.17 Opinion-meningsmåling. Helle Thorning-Schmidt stormer frem, mens SF ser ud til knap at klare spærregrænsen.

15.21 Vakler ned af trapperne, udmattet og fortumlet, men også sært beruset af alt det, som jeg egentlig godt vidste ville blive stort og skelsættende. Cykler hjem til min lune lille toværelseslejlighed på Vesterbro og transskriberer alt, hvad jeg har hørt.

01.14 Ryger en joint, nej to joints. For et eller andet sted så ved jeg godt, at lige her, hvor jeg er nu, her kommer der til at ske noget historisk, noget så massivt at … (forkortet af red.) (undskyld, red.)