Et gribende og åbenhjertigt portræt af en aldrende pave, der over for RokokoPosten blandt andet erkender, at det er et stort pres at blive sammenlignet så meget med Jesus.
Det ligger i et naturskønt, men uspecificeret område af Nordtyskland – Pave Benedict XVI’s retrætedomicil. Her møder jeg op som aftalt og bliver modtaget af pavens personlige assistent, Georg Gänswein. Han viser mig ind i en hyggelig dagligstue. Der er koldt. Jeg sætter mig og tænker, at jeg skulle have beholdt overtøjet på.
Paven træder ind, og straks breder varmen sig i rummet. Han sætter sig over for mig og siger med sin milde stemme:
“Jeg undskylder, at hr. Gänswein ikke gjorde sig den ulejlighed at tænde for den elektriske pejs, før du kom. Nu håber jeg ikke, du frøs for meget?”
Vi er på bølgelængde, paven og jeg. Jeg får hurtigt varmen igen, og paven har meget på hjerte.
Jesus kunne så meget
Vi taler meget om Jesus. Det er tydeligt, at denne mand betyder meget for Joseph, som paven beder mig kalde sig.
For Joseph er Jesus et forbillede, hvis fodspor, han gerne ville følge. Men, som han siger:
“Jesus kunne så meget. Og det ville være så rart at kunne sige til sig selv: ‘når Jesus ku’, så ka’ du osse’, men Jesus var jo ikke bare menneske, han var også Gud, så den går jo bare ikke, vel?”
Jeg ryster bekræftende på hovedet, og Joseph fortæller videre om, hvad Jesus betyder for ham. På et tidspunkt virrer han med hovedet, som om noget generer ham. “Men ved du hvad? Der er noget, der går mig lidt på. Noget med andre mennesker og deres forventninger til mig,” siger han så.
Man er jo kun en mand
Paven har tydeligvis åbnet for en ventil. Ud vælter det med frustration. Om, hvor træt helt ind i sjælen, han kan blive, når folk tror, at bare fordi han er pave, så kan de forlange det samme af ham, som de kunne af Jesus. Og ikke nok med det. De har også alle mulige urealistiske meninger om, hvordan han skal tackle pædofili-anklagerne mod den katolske kirke.
“De kræver, at jeg skal mene ditten og datten om alt det der. Men jeg er jo katolsk præst og har aldrig haft sex, og sex er i øvrigt ikke et emne, jeg bryder mig om at tale om,” forklarer han. “Og så sidder vi der en flok paver og kardinaler, og hvad vi ellers har af titler og skal snakke i plenum om en eller anden ny idiot et sted i verden, som har forgrebet sig mod et barn.”
Paven ser forpint ud. Sagen tynger ham, det er der ingen tvivl om. Og snart bliver jeg klar over, hvorfor det hele er så svært for ham:
“Vi er jo mænd, for pokker! Vi duer ikke til det der kommunikation, vel? Og ja, så kan man sige, at vi har da trods alt jomfru Maria, men når vi kommer til hende, får vi bare at vide, at nu må vi lige være voksne og mande os op og stå til ansvar og alt muligt. Men hun glemmer, at vi lissom ikke er som hendes egen søn, som hun sikkert fint kunne stille den slags umulige krav.”
Håndbold og kinaskak
Georg Gänswein træder ind i rummet. Det er tydeligt, at hans tilstedeværelse har en beroligende effekt på paven. Den aldrende herre falder til ro og snart stråler der atter en aura af mildhed og autoritet omkring ham.
Gänswein går hen til bordet i den anden ende af stuen. Her står et spil kinaskak, uberørt siden det blev spillet færdigt. Man kan se, at gul vandt. Paven fniser.
“Nå, Georg,” siger han:
“Har det denne gang kun taget dig to timer at æde ærgrelsen over nederlaget, så du allerede nu er klar til at rydde op, som det jo er taberen forundt at skulle gøre?”
Gänswein sender et lynende blik tilbage, mens han med demonstrativ akuratesse arrangerer spillets dele i emballagen.
Vi skal til at bryde op. Paven takker for besøget og lader mig forstå, at det hele er gået over forventning.
“Og nu kan jeg endda nå at se anden halvleg af håndboldkampen (med den tyske klub, han hepper på. De vandt, red.). Hav et velsignet nytår. Jeg sender Guds fred med dig til Danmark.”
Jeg forlader pavens retrætedomicil med en god følelse i kroppen. Solen er ved at gå ned over det naturskønne, men uspecificerede område af Nordtyskland, og inde i mit hoved er den artikel, jeg skal hjem og skrive, allerede ved at tage form.
