Foto: Free-Photos, Pixabay

Foto: Free-Photos, Pixabay

RokokoPostens brevkassepanel har fået et splinternyt medlem efter Allan Hedtofts uventede solo-bådulykke. Det drejer sig om Carina Marlauer Jensen, der er uddannet frisør, men nu arbejder i tøjbutikken Companys i Aalborg. Hun vil fremover give læserne råd om tøj, make-up og eksistentielle kriser i parforholdet.

Skriv til redaktionen@rokokoposten.dk, hvis du har noget, du gerne vil spørge Carina om.

Kære Carina,
Jeg er en kvinde på 39 år, der ikke aner mine levende råd. Min kæreste og jeg har i mange år forsøgt at få børn, men det er ikke lykkes, og jeg har i stedet været igennem tre ufrivillige aborter, senest lige inden jul, og en svær depression.

Nu truer min kæreste med at slå op, fordi han gerne vil have sit eget barn, men hvis han går fra mig, er jeg bange for at gå helt ned igen. Tænker, at jeg ender helt alene og forladt, og den tanke gør mig bare så ked af det, at jeg ikke har lyst til at leve. Hvad skal jeg gøre?

Hilsen ‘den ulykkelige’

Kære ulykkelige,
Hvor er du bare heldig, at du har skrevet til mig, for jeg ved præcis, hvad du snakker om! Sidste år så jeg denne her vildt lækre bordeaux Mulberry-taske i det italienske Vogue. Du kender den sikkert godt; det var den, Kate Moss gik med et par dage under modeugen i Milano. Anyway, vildt lækker! Jeg havde det fuldstændig som dig: Hvis ikke jeg får den, så er livet bare ikke værd at leve.

Først var jeg inde og spørge efter den i både Magasin og Salling – men de kunne ikke engang bestille den hjem! Så spurgte jeg min kæreste, om vi ikke skulle tage til Århus og lede efter den, men mænd er bare så umulige med sådan noget – det ved du jo! Endelig sagde en veninde ja til at tage med mig, men så var den heller ikke i Århus.

Jeg siger dig, jeg blev så ked af det – heldigvis var der en skønhedsklinik, hvor jeg kunne få ordnet hår og negle, ellers ville jeg seriøst have grædt! Og ved du hvad, det var nok deromkring, du også havde det med barnet, hvor er det skægt at tænke på! Anyway, ugen efter tog jeg flyet fra Aalborg til København for at lede efter tasken – vildt, ikk? Men jeg fandt den! Og den var mindst lige så lækker som i Vogue!

Hvis du stadig er ked af det i næste uge, så kan du prøve med en beauty-behandling, ligesom jeg gjorde. Desuden har Origins en ny hudplejeserie ude i næste uge, og jeg tror bare, den er super til barnløshed og sådan, såå… go go go!

Kys,
Carina