Foto: Mogens Engelund, Wikipedia
Jeg, Frederik Storm, RokokoPostens praktikant og korsridder, har mødt et overvældende og stort menneske: Thomas Blachman. Med X Factor tårner denne følsomme og smukke gigant sig over Danmarks skæbnestund.
Talte jeg tidligere til jer om valget? Og mente jeg da Folketingsvalget? Det gjorde jeg nok, men tilgiv mig. Jeg har været dum og ussel og uvidende, som en myre over for det store, som jeg ikke kunne forstå. Over for det valg, der virkelig betyder noget. Jeg taler selvfølgelig om X Factor-valget, og den mand, der må tage det. Manden, som jeg har mødt, og som har lært mig purunge og naive yngling, om ting, der er virkelige.
Jeg så ham backstage, en kop lunken automatkaffe i venstre hånd og et blik fæstnet på lyset derude og på de små, små mennesker.
“Jeg føler stor kærlighed til dem, det gør jeg,” sagde han, og jeg slog blikket ned. Tænk, at jeg i sidste uge plaprede om meningsmålinger og Christiansborg. Han så på mig og spurgte “Hvem fanden er du?”, og vi satte os. Længe stirrede jeg på hans ædle pande og runde, glatte, hvide hoved, stolt knejsende, altid parat.
At nå guderne
Han sagde:
“Man skal kunne skabe følelser i musikken, nå guderne med sine toner, udløse det store, man har i sig.” Læberne, der bevægede sig. Min hånd på diktafonen.
Mig: “Thomas… Må jeg kalde dig Thomas? Hvad fik dig til at vende tilbage til X Factor?”
Thomas: “Jeg tror, nej, jeg ved, at Danmark har brug for mig. Jeg er public service, jeg finder guden i musikken og kaster den for svinene, hengiven og uden bagtanker. Tager jeg imod ussel mammon?”
Mig: “Gør du, Thomas?”
Thomas (altid Thomas): “Måske, men måske er det også på sin måde stort. At erkende sin betydning.”
Mig (opløftet): “Du har så ret, Thomas. Nogle gange… Nogle gange tænker jeg, at jeg også må rejse mig mod det store og erkende min betydning, men der er ingen til at lede mig, og nogle gange føler jeg mig så ussel og alene og uforløst. Og jeg ser, hvordan du leder dem derude, hvordan de følger dig.”
Thomas (hiver vejret ind): “Jeg leder dem, fordi jeg ved bedre:”
Mig (forventningsfuld): “Ja, Thomas. Kan … kan du lede mig?”
Thomas (for evigt): “Ja.”
Da vidste jeg, at jeg kunne lære meget, og jeg hentede Thomas en ny kop kaffe, og jeg strejfede hans ærme, da vi gik tilbage mod scenen. En solstråle ramte hans hoved, så det nærmest glinsede. Blachman, dæmonen, mennesket, guden, men for mig: Thomas.
