Foto: niekverlaan, Pixabay

Foto: niekverlaan, Pixabay

En broget forsamling, der inkluderede både nazister, kommunister og ministre, demonstrerede sent fredag eftermiddag mod den fundamentalistiske organisation Hizb ut-Tahrir. RokokoPosten bringer en voxpop med deltagere og talere.

Tidligere indenrigsminister Karen Jespersen var en af demonstrationens hovedtalere og udtaler til RokokoPosten:

“Hvis man ikke kraftigt kan reducere islamisters demokratiske rettigheder som forsamlingsfrihed og retten til at iklæde sig for eksempel slør, så ville det være en massiv sejr for anti-demokratiske tendenser. Som jeg plejer at sige: Forbud er frihed!”

Indenrigs- og Sundhedsminister Bertel Haarder deltog også i demonstrationen og forklarede:

“Det er utrolig vigtigt, at vi står her i aften. Hvis vi ikke manifesterede vores afsky, kunne mange jo komme i tvivl om, hvorvidt vi i Venstre gik ind for Sharia-loven og drab på danske soldater.”

På spørgsmålet om, hvorvidt man med så mange ministre mod en politisk betydningsløs gruppering ikke risikerede at give organisationen præcis den opmærksomhed, de hungrer efter, svarede Bertel Haarder med et fyndigt:

“Pis mig i øret!”

Unisex-toiletter og fælles omklædningsrum
Lars Hedegaard fra Trykkefrihedsselskabet holdt en passioneret tale mod Hizb ut-Tahrirs kønsopdeling. Overfor RokokoPosten erklærede han:

“Kampen for unisex-toiletter og fælles omklædningsrum vil fremover være et vigtigt led i kampen mod Islam.”

Flere rasende nazister var også mødt frem for at protestere mod Hizb ut-Tahrir. Kresten Esbensen fra DNSB udtalte:

“Det er utåleligt, at de kommer og stjæler vores holdninger! Før var racisme, dødsdyrkelse og totalitære drømme om massedrab vores domæne, og nu kommer disse mudderracer gudhjælpemig og mener stort set det samme som os. Der er virkelig usportsligt og dårlig stil.”

Støtter på afstand
Selvom der var tale om en bred demonstration, valgte flere dog ikke at deltage og iagttog i stedet demonstrationen på afstand. Jonas Schmidt, repræsentant for den venstreekstreme bevægelse Antifascistisk Aktion, forklarer hvorfor:

“Selvfølgelig vil vi ikke demonstrere mod Hizb ut-Tahrir, hvis demonstrationen også tæller nazister. Selvom vi er enige med nazisterne om, at politisk vold mod folk, man ikke kan lide, er knippelfint, har vi altså alvorlige uoverensstemmelser med hensyn til hvem, der er legitime ofre.”