Den er god nok. Dem, der hvisker, lyver. Det konkluderer den banebrydende ph.d.-afhandling fra Roskilde Universitet, ‘Sandhedsværdien i lavfrekvente ytringer – fra myte til empirisk virkelighed’.

Hun har knoklet i timer, dage, uger – ja sågar år! Der er næsten ingen grænser for, hvor meget blod, sved og tårer, det har kostet hende. Men nu er konklusionen endelig klar: Dem, der hvisker, lyver!

RokokoPosten har mødt Karina Malling, cand.comm. og ph.d. fra RUC, kvinden bag den dristige afhandling.

Et graverende videnshul
Karina Malling fortæller, at hendes idé opstod på baggrund af en dyb undren over, at danskerne i flere hundrede år har udbasuneret påstanden om, at dem, der hvisker, lyver, uden nogensinde at interessere for, om der er videnskabeligt belæg for sagen. Hun fortæller:

“I den engelsksprogede forskning er der for længst konstateret en kausal sammenhæng mellem løgne og brændende bukser (jævnfør det tilsvarende engelske ordsprog, liar, liar, pants on fire, red.). Da jeg skrev speciale, læste jeg alle disse internationale undersøgelser, og sammenhængen er virkelig veldokumenteret. Men den danske litteratur om sammenhængen mellem løgn og hvisken begrænsede sig til et enkelt working paper uden konklusion.”

Afhandlinger om liar, liar, pants on fire

Det bugner med litteratur om 'liar, liar, pants on fire'. Her blot det lille udvalg, der findes på forskningsbiblioteket på University of California, Berkely.

Også Mallings specialevejleder, Torben Mortensen, var rystet over opdagelsen af det graverende videnshul. Han opfordrede hende derfor straks til at søge en ph.d., og hos bedømmelsesudvalget var der ingen tvivl: Det var på høje tid at finde sandheden om det gamle ordsprog.

Metodiske udfordringer
Trods sit indgående kendskab til den internationale forskning vedrørerende liar, liar, pants on fire, mødte Karina Malling store udfordringer, da hun skulle designe metoden til sit eget projekt. Det var vanskeligt at genanvende de internationale forskeres metoder. Der var ganske enkelt for stor forskel på løgn i forhold til brændende bukser og løgn i forhold til hvisken.

“Jeg måtte opfinde alting fra bunden. Og tilmed havde jeg det problem, at det næsten er umuligt at høre et budskab, der bliver hvisket, hvis ikke det hviskes til en selv – og selv da kan det være vanskeligt,” forklarer Malling og illustrerer sin pointe med en henvisning til den populære selskabsleg, hvor deltagerne hvisker et budskab til hinanden for til sidst – til stor morskab for alle –  at opdage, at det, den sidste person i rækken hører, slet ikke er det samme, som den første person hviskede.

Fokusgrupper som garant for validiteten
Malling endte med et metodisk design, hvor hun først tilbragte utallige timer iført skjult mikrofon i busser, biografer, auditorier og andre steder, hvor hun forventede, at der var god sandsynlighed for at møde nogen, der hviskede. Dernæst transskriberede hun de mange hundrede udsagn, skrev dem med sprittusch på plancher og præsenterede dem for en række særligt udvalgte fokusgrupper.

flyvende bukser

Er det virkelig så moderne med flyvende bukser, som det gamle ordsprog antyder? Det vil Karina Malling bruge de næste tre år på at afdække.

“Det er velkendt, at mennesker er bedre end løgnedetektorer til at spotte løgne,” fortæller Karina Malling. Hun henviser til Foucaults artikel om løgnens fænomenologi og understreger, at hun selvfølgelig var opmærksom på det problematiske ved at lade fokusgrupperne vurdere ord skrevet med hendes egen håndskrift. Hun sikrede derfor undersøgelsens validitet ved at lade deltagerne i hver fokusgruppe kopiere udsagnene på nye plancher, som hun viste for næste fokusgruppe.

“Ved at sammenligne fokusgruppernes vurderinger sikrede jeg mig mod bias af såvel ego- som etnocentrisk karakter,” erklærer Malling.

Uklarhed om buksernes status
Grundet begrænsningerne i tid og ressourcer var det kun muligt for Karina Malling at nå til bunds i den del af det gamle ordsprog, der omhandler løgnen i det hviskede budskab. Hun erkender, at afhandlingen dermed ikke har afdækket hele sandheden om ordsproget. Derfor har hun netop indsendt sin ansøgning om midler til et postdoc-projekt, som hun håber på at få antaget.

“Mit projekt var ikke designet til at kunne afgøre, om bukserne vitterlig flyver,” indrømmer Karina og slutter: “men min postdoc-ansøgning skitserer en helt ny og banebrydende metode til at få det afgjort – og ikke bare det, men også, om de rent faktisk gerne må, fordi det er moderne.”