Foto: massagenerds, Pixabay

Foto: massagenerds, Pixabay

En tidligere heroinmisbruger har stor succes med akupunktur-klinikken Nålefryd på Vesterbro i København.

Jimmi Dalshøj er indehaver af akupunkturklinikken Nålefryd, og han er glad.

For efter Jimmi for nylig kvittede et svært heroinmisbrug, har Københavns Kommune betalt for, at han kunne etablere sin nye klinik. Nu vælter kunderne ind, og Jimmi kan bruge sine erfaringer fra et langt liv som stiknarkoman i sin nye karriere.

“Som tidligere heroinbruger har jeg masser af erfaring med at sætte nåle i folk. Over det hele. Jeg kan også klart bekræfte, at nålene havde en rigtig god effekt. Den kompetence er jeg rigtig glad for at tage med over i mit nye arbejdsliv som clean,” fortæller en tydeligt stolt Jimmi Dalshøj og forklarer, hvordan han holder fast ved at bruge kanyler frem for traditionelle nåle.

“En gammel vane,” fortæller han.

‘Nærmest afhængig’ af Jimmis nåle
Blandt kunderne er der stor tilfredshed med eks-narkomanens behandlinger. Jimmi anvender sin helt egen metode, der i modsætning til den traditionelle kinesiske kun kræver et enkelt stik eller to for at skabe lindring og velvære. Og det er højt værdsat af kunderne.

Lene Jeppesen, der modtager akupunktur for myoser i nakken, fortæller, at hun mærker et utroligt velbehag efter en behandling hos Nålefryd.

“Det giver sådan en følelse af ekstase og ro i hele kroppen, og jeg glemmer alt omkring mig. Ja, faktisk er det blevet sådan, at hvis jeg ikke dagligt kommer forbi Nålefryd, så begynder jeg at svede og ryste over hele kroppen. Man kan vel nærmest sige, jeg er blevet afhængig af Jimmis nåle,” griner Lene Jeppesen.

Første gang er gratis
Da Nålefryd for tiden kører et introduktionstilbud for at lokke nye kunder til, er der forrygende travlt i butikken.

“Vi giver simpelthen den første behandling gratis! Og nogen gange også nummer to. Det er for, at kunderne skal opleve, hvilket rush en ordentlig akupunkturbehandling er. Og ganske rigtigt – de kommer tilbage igen og igen,” fortæller en glad Jimmi.

Ikke alt er dog fryd og gammen. Enkelte har beskyldt klinikken for at have forårsaget adskillige tilfælde af smitsom leverbetændelse. Den anklage afviser Jimmi kontant og erklærer, at ingen nåle bliver brugt på mere end fire-fem forskellige kunder, og at han skam også steriliserer de fleste dem over et stearinlys, når han lige husker det.