Mærsk-Mc-Kinney-Møller

Forretningsgiganten Mærsk Mc-Kinney Møller indrømmer over for RokokoPosten, at han i virkeligheden er blottet for forretningssans. Til gengæld har han bukser med tryllelommer i.

Han sender mig et smørret grin hen over kaffekoppen. “Nå, det kom rigtig nok bag på dig,” gnægger han, og det må jeg give ham ret i. At Hr. Møllers succes slet ikke skyldes talent for forretning, men derimod et par gamle bukser, som hans far fik syet tryllelommer i.

Hr. Møller tænker tilbage med et drømmende blik. “Det viste sig hurtigt, at jeg ikke duede til det der med at videreføre forretningsimperier,” klukker han. “Men nu var jeg jo udset til at overtage biksen, så han måtte hitte på noget, den gamle.”

Utroligt, men sandt
Så springer Hr. Møller op fra stolen med en adræthed, man slet ikke forventer af en 97-årig. Han sender mig en skælmsk grimasse og gør et lille hop, som får bukserne til at flagre. Og før jeg ved af det, vælter det frem med guldmønter fra hans lommer.

“Se, de er virkelig godt lavet,” siger han begejstret, før han gentager kunststykket. “Når de er tomme, ligner de ganske almindelige lommer.” Han viser mig, at begge hans lommer er tomme. Så klapper han sig diskret på låret tre gange – og vupti, vælter det frem med guldmønter igen.

Forretningshemmelighed
Hr. Møller sætter sig ned, og jeg spørger imponeret, hvor han har fået de magiske bukser fra. Han bedyrer, at det er en forretningshemmelighed, men fortæller så med en listig mine, at hans far kendte en efterkommer af Rumleskaft.

Han gør et ophold, rejser sig atter energisk og klapper tre gange på lommerne en sidste gang. “De kunne deres kram i gamle dage,” griner han lystigt. “Så skidt med, om man har forstand på forretning.”