Jeg søger det ægte og autentiske, men alle steder er så kommercielle, siger 34-årige Daniel Wettergren. Hvert år tager han på mindst to rejser til eksotiske lande, men nu er det slut.

Han søgte en ren og uspoleret sandstrand på en uopdaget plet af Thailands kyst. Hvidt sand, som kun de indfødte havde betrådt for at dyrke deres ældgamle og autentiske erhverv, krabbefiskeri.

Men da han fandt drømmestranden, herligt fri for vestlig korruption og kommercialisme, varede lykken kun kort.

“Pludselig kom der den her gruppe franskmænd med deres rygsække og Havanas-klipklappere og råbte op: ‘Quelle plage merveilleuse! (hvilken vidunderlig strand, red.)’ Det var lige til at blive gal over,” fortæller Daniel Wettergren. For den 34-årige restaurantleder var endnu en rejse spoleret. Og det blev kun værre af, at de franske turister begyndte at pege beundrende på de thailandske fiskere.

“De talte jo ikke engang thai,” fnyser Wettegren, der selv havde investeret i en Lonely Planet-parlør inden rejsen for at kunne spørge ind til de menige thailænderes liv.

Lokal bar med T-shirt
Året forinden var den rejseglade Wettergren i Chicago, men heller ikke der fandt han et ægte og lokalt sted.

“Jeg gik ned af en smal gyde langt væk fra centrum. Der gik op til flere skumle typer forbi mig; på et tidspunkt var jeg sikker på, at jeg ville blive overfaldet,” fortæller han begejstret.

Ren og uspoleret? Ikke ret længe. Da Daniel Wettergren besøgte denne thailandske strand, var den fuld af turister.

Til sidst fandt Wettergren den lille jazzklub, The Half Note, der lå klemt inde mellem to bygninger og udsendte lovende bølger af røg og bebop-jazz.

“Jeg går ind, for jeg synes nok, jeg kan genkende melodien: Det er den der ‘Autumn Leaves’. Det første, jeg ser, er en orange T-shirt med påskriften ‘I Went To The Half Note And All I Got Was This Lousy T-Shirt’.”

Et suk undslipper Daniel Wettergren, der har besluttet at lægge rejseriet på hylden foreløbig. Da RokokoPosten foreslår, at han forsøger et mere usædvanligt rejsemål for at øge autenticiteten, fx Somalia eller Pakistan, ryster Wettergren vantro på hovedet:

“Øh, der er jo temmelig farligt, ikk? Og riiimelig langt til en Starbucks.”