Foto: Frédéric de Villamil, Wikimedia Commons

Foto: Frédéric de Villamil, Wikimedia Commons

Efter sejren til det unge indieband A Friend In London i lørdagens Melodi Grand Prix har interessen for den europæiske musikkonkurence nået nye højder i den danske befolkning. Men hos De Radikale er sagen klar: Man kan ikke både være radikal og fan af MGP.

Over 8000 fans på Facebook og udtalelser fra Remee og Johanne Schmidt Nielsen om, at MGP er cool, har gjort sit til, at det danske Melodi Grand Prix er blevet populært hos andre end bøssemiljøet og hr. og fru Danmark.

”At et indieband som A Friend in London kunne vinde, er et tydeligt tegn på, at Grand Prix ikke længere associeres med dårlig smag.”

Så kontant er udmeldingen fra Jørgen de Mylius, konkurrencens grand old man.

Men det holder ikke hos De Radikale. Her er flere medlemmer, som er erklærede MGP-fans, blevet indkaldt til en kammeratlig samtale hos Margrethe Vestager, ligesom flere er nægtet medlemskab på grund af deres musikalske tilhørsforhold.

Jeg er jo bøsse
”Jeg er ærligt talt noget rystet.”

Grand Prix-eksperten og P4-værten Ole Tøpholm tager akavet fat om sin kaffekop, inden han fortæller, hvorfor De Radikale mandag vendte tommelfingeren nedad for hans optagelse i partiet.

”Jeg mener, jeg er jo bøsse, og alene det burde garantere et stensikkert medlemskab,” siger en indigneret Tøpholm.

Da De Radikale fandt ud af, at Tøpholm netop er udnævnt som DR’s kommentator til det europæiske Melodi Grand Prix i maj, var der dog ingen kære mor.

”De ringede bare og sagde, at jeg ikke passer ind i profilen,” fnyser Ole Tøpholm.

Ingen fanbreve til Noller
Ole Tøpholm står ikke alene. Flere anonyme radikale politikere oplyser til RokokoPosten, at de har følt sig marginaliseret i længere tid på grund af deres forkærlighed for ørehængere fra det danske Grand Prix.

Et højerestående radikalt folketingsmedlem fortæller:

”Vi troede, at det var blevet stuerent, når en genre som indie kunne slå igennem i konkurrencen. Vi tænkte, at det ikke kunne være ligesom dengang, der var umiddelbar eksklusion, hvis man havde sendt Noller Olsen (bror i Brødrene Olsen, der vandt MGP i 2000 med “Smuk som et stjerneskud”, red.) et fanbrev.”

John Poulsen, kulturordfører hos De Radikale, og leder Margrethe Vestager afviser, at der skulle være tale om diskrimination på grund af musiksmag, men den køber Ole Tøpholm ikke.

”Så skulle de bevise det ved at lave en kampagne, der hedder ”Vi lytter. Også til A Friend in London,” slutter Tøpholm med slet skjult henvisning til De Radikales seneste kampagner.