Foto: geralt, Pixabay

Foto: geralt, Pixabay

En 26-årig idehistoriestuderende fik et chok, da noget, han havde lært på universitetet, viste sig at kunne bruges i den virkelige verden.

Martin Blochmann er 26 år og læser idehistorie på tiende semester på Aarhus Universitet. For øjeblikket skriver han på sit speciale ‘Med kaos som endemål: en præliminær klassifikation af neostrukturalistiske træk i det postpolitiske felt mellem Baudrillard og Žižek‘. Indtil nu har han ikke oplevet, at nogle færdigheder eller viden erhvervet på universitetet kunne finde selv den mest obskure anvendelse uden for snævre akademiske kredse.

Og det har han det  rigtig godt med.

“Det, man må forstå, er, at de ting, vi studerer, er så vigtige, at de ikke kan anvendes til noget som helst uden for de akademiske miljøer. Hvis vores ideer faktisk kunne anvendes eller forstås af menigmand, var der jo ikke megen pointe i at studere dem i årevis, vel?” spørger Martin Blochmann retorisk.

Fik brugbar viden ved et tilfælde
Ikke desto mindre fik Martin, midt under en forelæsning, ved et tilfælde erhvervet sig en kompetence, der kan anvendes i praktisk øjemed og sågar af ikke-akademikere. Her forklarede forelæseren nemlig i en sidebemærkning, at den franske  filosof Louis Althusser kunne betragtes som den strukturelle marxismes svar på et fejlstrømsrelæ.

Martin Brochmann spurgte ind og fik derpå forklaret, at et sådant relæ (også kendt som et HPFI-relæ, red.) findes i alle husstande, og at det automatisk afbryder strømmen ved stød på dyr og mennesker.

“Det er simpelthen sådan en smart ting at vide. Jeg har ellers altid fået stød når jeg sætter lamper op og kan først fortsætte, når strømmen derefter er gået. Nu ved jeg, at jeg simpelthen manuelt kan slukke for dette ‘fejlstrømsrelæ’ først og dermed helt undgå stød,” fortæller Martin begejstret.

Spændende og skræmmende
Men Martin Brochmann er dog ikke entydigt positiv over pludselig at have erhvervet færdigheder, som kan anvendes uden for akademikerkredse.

“Det var selvfølgelig spændende, men også lidt skræmmende. Som humanist er man slet ikke vant til, at noget man lærer, faktisk kan bruges. Heldigvis er jeg ret sikker på det er en engangsforeteelse, og risikoen for igen at få noget brugbart at vide, er nærmest ikke-eksisterende.”