Til Berlingske Tidende udtaler Milena Penkowa, at nogen burde lave ‘en lang liste med de ældre mænd, som nogen tror, at jeg har været sammen med.’  Den opfordring kan RokokoPostens undersøgende journalister ikke sidde overhørig.

Baseret på omfattende aktindsigt, telefonaflytninger og hacking af flere dating-sites, kan RokokoPosten hermed afsløre en tilnærmelsesvist fyldestgørende liste over Milena Penkowas amourøse forbindelser.

Øverst er angivet navnet på den ældre mand som Milena har været romantisk affilieret med. Derunder står, hvad vores research viser, hun har fået ud af affæren – enten materielt eller med hensyn til erfaring i sit videre karriereforløb.

Johannes Møllehave
– Samtalebogen ‘Sensible snakke om humor og hjernelapper’.

Mærsk Mc-Kinney Møller
– Navngivning af containerskibet Milena Mærsk.

Tordenskiold
– Gentagelsens kunst.

Stephen Hawking
–  Hvordan man bliver videnskablig superstar og tiltrækker sympati på baggrund af sin fremtoning.

H. C. Andersen
– Gratis adgang til masterclass: ‘Saadan giøres faa Fier til mange Høns’.

Baron von Münchausen
– Uspecificeret konsulentbistand.

Charles Montgomery Burns
– Moral og erhvervsliv på amerikansk.

Torsten Skov-Madsen
– Milenas matematiklærer i 8. og 9.  klasse.

Thorkild Thyrring
– Flot rød bil.

Birthe Rønn Hornbech
–  Privatundervisning i emnet ‘Ikke-svar og tavshed på 101 måder’.

Mindst to tredjedele af medlemmerne af Etisk Råd
– Videnskablig etik og moral.

Mick Jagger
– Rock’n’roll attitude.

Clement Kjærsgaard
– Duperende hurtigsnak for viderekommende.

Jørn Ege
– Korrektioner.

Asger Aamund / Susanne Bjerrehuus
– Uvidst.