Foto: Konevi, Pixabay

Foto: Konevi, Pixabay

Al-Qaeda står bag oprøret i Libyen.  Metoden er enkel – men snu: Ved at overtage højtalerne på landets moskeer, har de islamiske fanatikere massehypnotiseret befolkningen.

Muslimerne bliver kaldt til bøn fem gange dagligt af en mu’ adhdhin (personen, der kalder til bøn, red.). Og indtil midten af februar forløb hverdagen som den plejede. Muslimerne vaskede fødder og ansigt, lagde sig på knæ og bad i ro og mag. Alt åndede fred og ro. Libyerne var glade for det enevældige styre med Maummar Gaddafi ved roret. Men så kom al-Qaeda i vejen.

Når al-Qaeda kalder til bøn
Massehypnosen startede, da medlemmer af al-Qaeda tog mu’ adhdhin, Abu al-Jali,l som det første gidsel i stormoskeen i byen Benghazi i februar. Den morgen vågnede byens borgere ikke op til al-Jalils velkendte stemme, der normalt kalder til dagens første bøn fra moskeens højtalere. Og det var heller ikke kun den den friske morgentåge, der mødte dem, da de gik udenfor. En massiv opiumtåge lå også tungt i luften – for alle i al-Qaeda tager stoffer.

”Det var en helt særlig stemme, der opfordrede os til at tage kampen op mod det diktatoriske styre, som vi var slaver af. Den sagde, at Gaddafis folk torturerer tilhængere af oppositionen – og at vores land er helt korrupt,” fortæller Benin el-Shabani, der arbejdede som møbelsnedker, før han også blev offer for al-Qaedas massehypnose og forlod sin kone og deres fire børn for at deltage i oprørsbevægelsen. Ligesom de andre demonstranter var han overbevist om, at stemmen talte sandt.

Fåreflokken
I løbet af kort tid havde al-Qaeda også overtaget kontrollen i hovedstaden Tripoli. Imamer og samtlige moskeers adhdhiner blev holdt som gidsler, mens soldaterne fra al-Qaeda gik i gang med at installere surround sound, karaokeanlæg og enorme fladskærme i store dele af landets moskeer. Her spillede de Killzone på Playstation om dagen og sang karaoke om aftenen, kun afbrudt af de messende og opfordrende beskeder til befolkningen om at fortsætte oprøret mod Gaddafis mange tilhængere i Tripoli.

”Da vi indtog pladsen, vidste vi ikke, at vi bare var en flok får, hvis hyrder hed al-Qaeda. Vi var fuldstændig under deres kontrol. Sagde de skyd, så skød vi, sagde de bomb, så gjorde vi det. Vi troede jo, at de viste os vej,” fortæller Mehmed, endnu en af de tusinde oprørere, der var under al-Qaedas hypnose.  Af hensyn til sin families ære ønsker han ikke at oplyse sit efternavn. De tror stadig, han er på en længere forretningsrejse i Helsinki.

Der sprang en sikring
I går skete det så. Befolkningen kom ud af hypnosen. En overbelastning af strømforsyningen til de enorme karaokeanlæg fik hovedsikringen til at sprænge.  Pludselig var stemmen væk, og oprørene blev ikke vækket af ordrer om protester, kampe for frihed og et eller andet, der hedder demokrati. Oprørsbyerne fra Tubruq og Benghazi i Øst, til Mistrata og Tripoli i Vest lå øde hen. Befolkningen sov – udmattede efter flere ugers kampe.

Men hos Gaddafis tilhængere i Tripoli var der ingen, der sov. Omkring kl. 04.30 onsdag morgen kørte en kampvogn ind i stormoskeen i Tripoli. Ud steg Gaddafis væbnede soldater. De har hele tiden vidst, hvad der er foregået.

Soldaterne blev mødt af skudsalver fra al-Qaeda, der søvndrukne og tydeligt ramte af tømmermænd fra nattens sædvanlige karaokefest med både sprut og stoffer, havde stort besvær med at ramme. Det tog derfor ikke Gaddafis mænd længe at overmande dem og få de resterende oprørsstyrker anholdt. For som Gaddafi selv har udtalt til verdens medier, udgjorde oprørsstyrkerne jo kun 5 % af befolkningen. Alle andre elsker ham.

Alt, hvad Gaddafi sagde, var sandt
Ifølge RokokoPostens kilde, nomade og sprængstofsekspert Hasani El-Sabir, der arbejder tæt sammen med Gaddafi, venter Al Quedas’ ‘vantro hunde’ nu på en passende irettesættelse.

Det piner Libyerne, at de faldt for Al Quedas udspekulerede og manipulerende metoder. Mange føler, ifølge El-Sabir, at de har ’vanæret deres leder’.

”Libyerne er et loyalt og patriotisk folk. De tidligere oprørere strømmer nu til Tripoli fra nær og fjern med gaver og penge til Gaddafi for at gøre det godt igen,” informerer El-Sabir og bemærker samtidig, at de ikke har nogen grund til bekymring.

”Gaddafi er en mand, der holder sit ord. For selvom kampene er slut, agter han stadig at give sit folk både bedre boliger, uddannelse og højere lønninger.”

Der er dog spørgsmål, som stadig savner svar: Hvorfor har Gaddafis styrker skudt løs på oprørene fra sine fly, når han hele tiden vidste, at de ikke anede hvad de foretog sig, og hvorfor har har ikke fortalt om massehypnosen til de internationale medier?

Vi får svaret direkte fra Gaddafi, der kun vil udtale sig til RokokoPosten, fordi El-Sabir har sagt god for os.

”Det var de andre, der startede og så  kunne jeg da ikke fortælle medierne, at al-Qaeda havde massehypnotiseret Libyerne. Så ville I jo tro, at jeg var sindssyg og havde mistet jordforbindelsen fuldstændigt,” udtaler Libyens leder.