Efter en Facebook-event, hvor tusindvis af danskere har sat et billede af Søren Pind på deres profil, forkaster Pind nu enhver tanke om assimilation og vil i stedet skabe et Danmark, der kan rumme hele verdens mangfoldighed.

“Assimiler Søren Pind, skift dit profilbillede”. Denne opfordring har de seneste dage spredt sig på Facebook med lynets hast. Og mere end 10.000 danskere har indtil videre fulgt trop.

Aktionen har ramt den nyligt udpegede integrationsminister som et hårdt slag i ansigtet, og han indrømmer nu over for RokokoPosten, at han slet ikke havde skænket konsekvenserne ved sin politiske linje en tanke:

“Nu, hvor jeg har set alle de her profilbilleder, der forestiller mig, er det pludselig gået op for mig, hvor kedeligt et land er, når alle er assimilerede. Den tanke havde slet ikke strejfet mig før,” udtaler en forfærdet Søren Pind.

I retning af mere mangfoldighed
Efter den chokerende erkendelse af, at han var tæt på at gøre Danmark til en tegneserienation bestående af  kloner, vil integrationsministeren nu ændre integrationspolitikken radikalt. Indvandrere skal i fremtiden så vidt muligt kunne leve, som de er vant til hjemmefra.

“Det bliver et stort arbejde, for jeg kan jo pludselig se, at Danmarks nuværende lovgivning slet ikke gør det muligt at rumme hele verdens mangfoldighed inden for landegrænserne,” erkender ministeren og reflekterer videre:

“I hvert fald skal vi have ændret færdselsreglerne, så vi tilgodeser borgere, der er vant til at køre i venstre side af vejen. Og på indskolingsområdet må vi sikre, at borgere fra lande, hvor børnene sendes i skole som 3-årige, kan blive ved med det, når de flytter hertil.”

Ministeren tilføjer, at han også vil overveje, om det er en god idé, at det danske sprog fylder så meget, eller om en officiel linje om, at alle udtrykker sig på det sprog, de talte i hjemlandet, vil skabe en mere spændende og dynamisk mangfoldighed. Det forslag er folketingsmedlem Lars-Emil Johansen fra det grønlandske parti, Siumut, meget begejstret over:

“Danmark vil blive så meget sjovere på den måde!”