Den intellektuelle ugeavis Weekendavisen oplever et kraftigt fald i artiklernes lixtal. Elitære meningsdannere er bekymrede.

Chokket ramte mediedanmark forrige lørdag. En beregning af lixtallet  (et udtryk for en artikels sværhedsgrad udregnet på baggrund af sætnings- og ordlængde, red.) for ugens Weekendavis viste et gennemsnit på under 55. Det er den laveste score nogensinde og et resultat, der kun kvalificerer til betegnelsen “svær”.

Flere elitære kommentatorer udtrykker bekymring over avisens fremtid og mener, at det er introduktionen af avisens Faktisk-tillæg, specielt skrevet til børn og unge, der utilsigtet har ført til en større læsbarhed i resten af avisen. Det afviser chefredaktør Anne Knudsen dog blankt.

“Vi vil absolut ikke gøre avisens artikler mere letforståelige. Vores journalister kan sagtens skelne mellem pædagogisk formidling i Faktisk-tillægget og vor vante utilgængelige og højpandede form i resten af avisen.”

Kan snart læses af alle
Men flere medarbejdere erkender anonymt, at de godt kan se, at det går den forkerte vej med lixtallet. En mandlig skribent med speciale i herregårde og levemandsjournalistik forklarer:

“Når jeg tænker på, hvordan vi har haft aviser, der nærmest var ulæselige for alle uden en ph.d.-grad, er det ulykkeligt at opleve, hvordan selv professionsbachelorer i dag kan læse, hvad vi skriver.”

Og det er ikke en overdrivelse. RokokoPosten erfarer, at en anden medarbejder for øjeblikket er sygemeldt, efter at en håndværker komplimenterede hende for en artikel i avisens Idéer-sektion.

Avisen overvejer for øjeblikket at højne lixtallet ved at ansætte nye skribenter med flair for svært gennemtrængeligt sprog – fortrinsvis pensionerede professorer med nogen mavesurhed.