En ødelagt lygtepæl, en smadret hoveddør og et flækket bord i massiv eg er blot nogle af de konsekvenser, som Arlas nylancerede mælk med D-vitamin har skabt.

Da Arla Foods besluttede at lancere en særlig mælk beriget med D-vitamin, havde de næppe forudset de konsekvenser, produktet nu har haft. Den nye mælk giver folk superkræfter.

Vitaminet er godt for menneskekroppen, fordi det forebygger knogleskørhed og øger energien. Især børn og ældre mennesker har brug for vitaminet, som vi blandt andet får fra fed fisk og sollys.

Slem forskrækkelse i bankohallen
Men Margueritte Vedel på 68 bryder sig ikke om fisk – eller sollys for den sags skyld. Derfor var hun henrykt, da den nye D- vitaminberigede mælk kom i handlen.

Men så blev det onsdag og tid til den ugentlige tur til banko. Efter at have drukket mælken i bare to døgn, havde Margueritte fået superkræfter.

”Jeg har gået til banko i seks år og har aldrig vundet så meget som et pund kaffe,” fortæller en tynget Margueritte. Derfor var begejstringen stor, da hun stadig var med, da der blev spillet pladen fuld og udsigten til en gevinst på 5200 kroner var inden for rækkevidde.

Da der blev råbt 19, havde Margueritte Vedel for første gang hele pladen fuld. Men den lykkelige begivenhed endte med en regning på mange tusinde kroner. Alt sammen på grund af den D-vitaminberigede mælk fra Arla Foods.

 

Og da der blev råbt ‘nummer 19’, skete miraklet. Margueritte fik pladen fuld! Ivrig og overvældet over udfaldet slog hun i bordet og råbte banko. Men glæden var kort. En knagende lyd bredte sig i hallen og med ét flækkede det lange egetræsbord midt over.

Der lød et kæmpe brag. Plader, bankobrikker og lykkemaskotter væltede ned. Alle de bebrejdende blikke blev nu rettet mod Margueritte, der i al hast løb ud af hallen.

Det blev alligevel ikke til nogen gevinst den onsdag, og erstatningen på bordet lyder på 16.000 kroner.

Gid fanden havde den mælk
Margueritte er ikke den eneste, der har fået superkræfter af den nye mælk. I Kolding endte en uskyldig løbetur galt for Poul Gregersen på 54, da han ville strække ud op ad en lygtepæl, som han i stedet endte med at bøje.

”Det er mælken – det ved jeg, det er. Der er sket underlige ting og sager lige siden, jeg begyndte at drikke den,” fortæller Poul, der mandag morgen rev sin egen hoveddør af, da han smækkede den bag sig.

”Den dør har bundet længe, så jeg giver den altid et ekstra ryk – men at den ligefrem ryger af … næ du, den køber jeg ikke,” fastslår Poul, der endte med at komme to timer for sent på arbejde på grund af døren.

Heldigvis har Poul en forstående chef, så da han mødte ind på kontoret, kiggede chefen forbi hans kontor for at tjekke, at Poul var ok efter den stressende morgen. For at vise sin taknemmelighed over chefens forståelse, gav Poul ham et kærligt klap på skulderen og sagde ”tak Jørgen”. Men superkræfterne slog til igen, og Poul fik klappet chefens skulder af led.

”Og nu også lygtepælen. Næ du … det er den, siger jeg dig. Gid fanden havde den mælk.”

RokokoPosten har forsøgt at få en kommentar fra Arlas produktchef, Lars Ramsløw, men han er fratrådt sin stilling med øjeblikkelig virkning for at rejse til USA, hvor en karriere i græsk brydning venter.

Har du fået superkræfter efter indtagelse af mælken? Har du for eksempel revet egetræer op med roden eller løftet Thyra Frank i strakt arm, så hører vi gerne fra dig på redaktionen@rokokoposten.dk.