Foto: keskieve, Pixabay

Foto: keskieve, Pixabay

Det hæderkronede realityshow, ‘Kongehuset’, satte torsdag ny seerrekord med seriens heftigt promoverede dåbs-episode. Kritikere mener, at programmet er truet af nyere koncepter som Paradise Hotel og De Unge Mødre.

Næsten 72 mio. danskere så med, da to af deltagerne i tv-programmet Kongehuset fik deres tvillinger døbt. Det var tydeligt, at producenterne ikke havde sparet på noget, med funklende kjoler og overdådige gallamiddage og al den pomp og pragt, der har kendetegnet serien siden starten i år 936.

I Kongehuset følger man en gruppe deltagere, der indkvarteres på slotte rundt omkring i Danmark. Her skal de vise deres talenter inden for så forskellige brancher som vindyrkning, arkæologi, snoreklipning, lummer adfærd på provinsdiskoteker og – ikke mindst – håndtering af tabloidpresse og ugeblade.

Medieforsker: utidssvarende og kitchet
Men trods dåbs-episodens rekord er der kritikere af serien. Professor i medievidenskab og ekspert i royalt reality-tv Berit Tauber mener ikke, at Kongehuset på sigt kan konkurrere med nyere koncepter på markedet.

“Kongehuset lever slet ikke op til de standarder for drama og konflikt, som nutidens reality-tv kræver. Selvom mange nok ser det, er seriens indflydelse unægtelig svækket i løbet af de sidste par hundrede år, og jeg tror, mange i dag kun følger med på grund af kitch-faktoren. Lidt ligesom Glamour.”

Berit Tauber mener også, at showet er forfaldet til dårligt udtænkte udfordringer for deltagerne. Hun nævner som eksempel forsøget på at lære den aspirerende konge at tale sammenhængende foran pressen og større forsamlinger. Noget, hun betegner som ‘ondsindet og uetisk’.

Producent: gallatøj bedre end dårligt filmet sex
En af seriens producenter afviser dog pure kritikken.

“Nu må kritikken altså forstumme. På redaktionen havde vi ikke turdet tro, at vi kunne overgå afsnittet hvor Alexandra blev stemt hjem, så det her er helt vildt. Kongehuset har én gang for alle vist, at vores serie er i en helt anden klasse end De Unge Mødre og Paradise Hotel. Selvfølgelig er er vores budget langt større, men vi demonstrerede torsdag, at der er en klasseforskel  mellem at levere dårlig video af folk, der har sex og af adelige, som går ind i monumentale bygninger iført virkelig flot tøj.”