Den kendte forfatter Klaus Rifbjerg erklærer i Politiken, at han ikke kan lide den borgerlige regering og da slet ikke regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti. Banebrydende, mener avisen.

I en kronik i dagens Politiken angriber den kendte lyriker og forfatter, Klaus Rifbjerg, overraskende den borgerlige regering i på én gang poetiske og stærkt sarkastiske vendinger. Forfatteren gør det klart, at han betragter regeringen som ondskabsfuld, manipulerende og måske endda proto-fascistisk.

Men også Dansk Folkeparti står for skud, og efter dagens overraskende kronik kan ingen være i tvivl om, at det ikke er her, den folkekære forfatter sætter sit kryds.

I et længere afsnit laver forfatteren en delvis analogi mellem nazismen og Dansk Folkeparti ved at fremhæve Pia Kjærsgaards evner som folkeforfører og trækker derfra tråde til både Joseph Goebbels og rottefængeren fra Hameln – dog uden direkte at beskylde Dansk Folkeparti for at være nazister.

Det fremgår også af artiklen, at forfatteren især er utilfreds med den danske indvandrerlovgivning, som han finder både menneskefjendsk og unødigt ekskluderende.

Debatredaktør overrasket
På Politiken er debatredaktør Anders Jerichow glad for, at Klaus Rifbjerg har valgt at publicere sine synspunkter i netop Politiken.

“Det er et utroligt banebrydende udfald fra Klaus’ hånd. Hvor mange utvivlsomt har været i tvivl om, hvor denne litterære gigant stod politisk, kan der nu ikke længere være tvivl om, at han ikke kan lide Dansk Folkeparti og regeringen. Selvom han selvfølgelig kunne have valgt at publicere kronikken i en hvilken som helst avis, valgte han Politiken. Det er vi både overraskede og beærede over,” siger Anders Jerichow.

Angiveligt har Jyllands-Posten, som reaktion på Politikens scoop, fået historiker Bent Jensen til at skrive en kronik, hvor han overraskende angriber venstrefløjen for dens ageren under den kolde krig, mens skuespiller og debattør Farshad Kholgi skulle stå bag en klumme,  der i skarpe vendinger kritiserer fundamentalistisk islam.