Foto: Elsemargriet, Pixabay

Foto: Elsemargriet, Pixabay

Danskerne fulgte med åndeløs spænding eftersøgningen af  Holger og græd af glæde, da han blev fundet i god behold. Siden har ingen hørt nyt om den treårige dreng, og det er for dårligt.

Holger blev landskendt, da historierne om hans forsvinden og genopdukken sidst i marts fyldte store dele af nyhedsbilledet. Siden da har alle ventet, indtil videre forgæves, på mere nyt om den lille dreng.

“Folk fulgte sagen med åndeløs spænding, og lettelsen over, at han blev fundet i god behold, bandt mennesker sammen på tværs af geografiske og politiske skel,” siger Rasmus Svane fra Skjern.

Han og Lillian Madsen fra Rødby er blot to af de flere hundrede tusinde danskere, der i løbet af weekenden har skrevet under på en underskriftindsamling for retten til at høre nyt om Holger.

Massivt mediesvigt
Lillian Madsen mener, at der er tale om et massivt svigt fra mediernes side.

“Vi græd med familien og delte dens håb og frygt gennem hele det døgn, der gik, før Holger atter blev fundet. Men nu er vi blevet efterladt i et følelsesmæssigt limbo og har ingen jordisk chance for at finde ud af, hvordan Holger har det.”

Rasmus Svane, der også har en søn på tre ved navn Holger, bakker Lillian Madsen op.

“Når man involverer sig så stærkt i et andet menneskes skæbne, er det en stor sorg at blive frarøvet viden om dette menneskes videre færden i verden.”

Lillian Madsen, Rasmus Svane og de mange andre danskere kræver derfor, at medierne jævnligt rapporterer om Holgers liv og levned. Eller at nogen i det mindste tvinger Holgers forældre til at skrive en weblog om Holgers dagligdag.

Ved du, hvad Holger har fået til morgenmad, om han har fået skæld ud – og for hvad – eller kender du til andre væsentlige detaljer om Holger, så hører vi gerne fra dig. Send dit vidnesbyrd til redaktionen@rokokoposten.dk.