Foto: Schwoaze, Pixabay

Foto: Schwoaze, Pixabay

“Vi er voksne og selvstændige individer, der ikke behøver staten til at fortælle os, hvordan vi skal køre,” siger partiets leder, Anders Samuelsen, og kalder regeringens færdselspolitik for totalitær og Big Mother-agtig.

For fremtiden skal det være valgfrit, om du vil køre i højre eller venstre side af vejen. I hvert fald, hvis det står til Liberal Alliance, der i morges offentliggjorde deres radikale lovforslag som en del af “Færre Forbud”-mærkesagen.

Et andet af partiets medlemmer, Simon Emil Ammitzbøll, har tidligere kritiseret forbud mod solariebrug, fri abort og parfume på offentlige arbejdspladser, og nu er det altså loven om højrekørsel, der står for skud.

“Staten insisterer på at blande sig i alt, hvad vi gør. Så må man ikke gå i solarium, så må man ikke ryge på en restaurant, og hvis man har en bil, som man ærligt og redeligt har købt for egne penge, må man lige pludselig heller ikke selv om, hvor man vil køre i den,” siger Ammitzbøll og understreger, at det frie valg mellem højre- og venstrekørsel naturligvis også gælder for cykler, lastvogne og andre transportmidler.

Anders Samuelsen er enig:

“Det er som om, vi ikke er voksne mennesker længere, men måbende får, der skubbes frem og tilbage af totalitære hajtænder og Big Mother-agtige vejbomme. Men Liberal Alliance vil give magten tilbage til borgerne.”

For at vise, hvordan et samfund sagtens kan fungere til alles bedste uden bureaukratiske færdselsregler, vil både Samuelsen og Ammitzbøll resten af ugen skifte frit mellem at køre i højre og venstre side af vejen.