Foto: barriolo82, Bigstock

Foto: barriolo82, Bigstock

Alex Højlund, bedre kendt som alfabetmorderen, har indtil videre slået hele 16 mennesker ihjel. Over for RokokoPosten afslører han nu, at han mest af alt gør det for sjov – og at det var helt tilfældigt, at han endte som seriemorder.

“Du skal ikke spørge mig, hvorfor jeg slæber rundt på et tøjdyr!”

Jeg træder uvægerligt et skridt tilbage. Manden, der kommer hastende mod mig med et bistert blik i sine stikkende øjne, har slået 16 mennesker ihjel. Han holder ganske rigtigt en tøjhund i sin venstre hånd.

Så slår manden, den 43-årige seriemorder Alex Højlund, en skraldlatter op. “Der blev du nok bange, hva’?” brøler han og dunker mig på skulderen.

Fra Anja til Poul-Erik
Vi sætter os på en bænk i parken, og Alex begynder at fortælle om de mennesker, han har slået ihjel.

“Det startede i 1993, hvor jeg dræbte min ekskæreste, Anja. Men det var faktisk ikke med vilje. Jeg var bare så rasende, og så blev jeg ligesom ved med at trampe på hende, længe efter hun var holdt op med at skrige.” Han griner lidt smørret og indrømmer, at han nok overreagerede.

Egentlig var det ikke Alex’ plan at fortsætte mordene efter den tilfældige debut. Men så flyttede tvillingerne Benjamin og Christopher ind i lejligheden ved siden af.

“De kom hele tiden rendende og skulle have hjælp til noget. Og så en dag kom jeg helt tilfældigt til at tænke på, at hvis jeg slog dem ihjel, så ville jeg have dræbt nogen, der startede med A, B og C. Det var alligevel for sjovt til, at jeg kunne modstå det – og så gik der jo sport i den!”

Indtil videre har Alex slået 16 mennesker ihjel. Senest gik det ud over den hjemløse stofmisbruger Poul-Erik, som Alex dræbte med en udtjent boremaskine en vinternat for snart tre år siden.

Noget af en udfordring
At der er gået så længe, siden Alex sidst har slået nogen ihjel, er der en helt naturlig forklaring på.

“Den næste skal jo hedde noget, der starter med Q. Og det er noget af en udfordring,” indrømmer han. Det nemmeste ville være at vælge en indvandrer, men det ville vække for meget opmærksomhed.

“Udlændinge kan jo ellers godt finde på at begynde med underlige bogstaver. Men tricket er at vælge nogle ofre, som ingen vil savne.”

Så lyder hans larmende latter igen:

“Folk er sgu så bornerte i det her land. Så man er nødt til at fare med lempe.”

Kan godt blive lidt ensomt
Jeg spørger Alex, om der slet ikke er noget, han fortryder. Men Alex er alt i alt rigtig glad for at være seriemorder, selvom det til tider kan blive lidt ensomt:

“Vi er jo ikke så mange i branchen, og den gældende lovgivning betyder, at man kommer til at leve ret isoleret. Det kunne være rart med nogen at sparre med af og til. For eksempel om Q-problemet.”

Somme tider savner Alex også nogle, der kan hjælpe ham med at planlægge mordene. For man er nødt til at være grundig og diskret, hvis man vil undgå at blive smidt i fængsel.

“Og så har jeg da somme tider tænkt på, om det er snyd at springe W over. Og hvad jeg stiller op, når jeg når til X,” reflekterer Alex Højlund.  Han nægter dog at give op, før han har afsluttet hele alfabetet.

“Og når jeg så er færdig, vil jeg gerne være bandagist,” afslører han, før vi bryder op.