Foto: Shutterbug75, Pixabay

Foto: Shutterbug75, Pixabay

En ingeniør fra Wales har fundet en metode, hvorpå heteroseksuelle mænd kan fortære bananer uden at have det som om, de fører et større erigeret lem ind i munden.

Har du som heteroseksuel mand ofte døjet med homoerotiske undertoner, hver gang du fik lyst til en banan? Følte du, at den lange eksotiske frugts sensuelle bevægelse ind mellem dine læber fik dig til at tvivle på din seksualitet?

Nu kan du ånde lettet op. Den walisiske ingeniør Gareth Jones har nemlig opfundet en teknik, som du kan anvende næste gang, du spiser banan.

“I virkeligheden er det en meget simpel procedure, som det overrasker mig, at ingen har tænkt på før,” indleder Gareth, der kom på idéen, da han fik til opgave at lede opførelsen af en viadukt uden for Cardiff.

Angrib frugten fra siden
“Mænd – og faktisk også kvinder – har sat sig i hovedet, at bananen kun kan fortæres på én måde, nemlig ved at man fører den vinkelret ind i munden. Dette er selvfølgelig problematisk. I stedet foreslår jeg, at man angriber frugten fra siden og tager små bidder.”

Bidderne skal dog ikke være alt for små, da en gnaverlignende tilgang til spisning ofte fortolkes som kvindagtig og frygtsom af andre mænd.

“Det gælder om at tage store lunser samtidig med, at bananen holdes som en majskolbe eller, hvis man ønsker at fremstå endnu mere maskulin, som en rå lammekølle,” forklarer Gareth Jones.

Han understreger, at teknikken kun er til heteroseksuelle mænd, mens kvinder bør fortsætte med at føre bananen langsomt og pirrende ind i munden “på traditionel vis”.