Foto: TheDigitalArtist, Pixabay

Foto: TheDigitalArtist, Pixabay

Dommedagsprædikant Harold Camping fik ret. Dommedag fandt sted i går, og selvom begivenhederne ikke efterlod tegn eller erindring hos de efterladte, er Satans tid som jordens hersker begyndt.

Harold Camping strålede som en sol, da han i går aftes blev budt velkommen i Guds rige af fornemme tjenestefolk med imponerende vingefang. Som alle andre blev han offer for et kraftigt jordskælv, der ramte hele verden klokken 18.

Da Herrens budbringere herefter gik rundt for at hente de retfærdige, var Harold Camping blandt de få heldige, som fik en personlig invitation fra Gud.

“Jeg vidste jo, jeg ville få ret denne gang,” udtaler han til et pressemøde i Himlen lørdag aften og forklarer herefter de undrende journalister, at “selvfølgelig mindes ingen noget jordskælv, fordi Gud har fået de efterladte til at glemme rædslerne.”

‘Det er vel lidt synd’
For de udvalgte, der blev hentet af Guds engle og ført til evigt liv i Paradis, er der ingen grund til at bekymre sig om fremtiden. Men Harold Camping kan godt se, at situationen er anderledes for dem, der blev ladt tilbage.

Ganske vist genskabte Gud  jorden, som den var præcis kl. 17.59 og sørgede for, at ingen ville kunne huske noget. Men han overlod også menneskerne i Satans varetægt, og ham skal de pines af indtil den 21. oktober, hvorefter det definitivt er slut.

“Det må gøre herrenas at blive stukket af Satans skorpionkløer, så det er jeg da glad for at slippe for,” indrømmer Harold Camping.

Satan hemmelighedsfuld
Satan selv ønsker ikke at afsløre for meget om sin færden på jorden de næste fem måneder:

“Ej, det skal da være en overraskelse! Det er jo ikke sjovt, hvis alle på forhånd ved, hvad der skal ske. Men jeg kan nok godt afsløre, at planerne har udviklet sig pænt meget siden Johannes’ Åbenbaring,” fortæller Satan, der lover, at der ikke vil blive sparet på pyroteknikken.