Foto: stevepb, Pixabay

Foto: stevepb, Pixabay

Det virker jo på utrolig mange sygdomme, siger medicinalbranchen og henviser til et utal af videnskabelige undersøgelser, hvor placebo havde en gavnlig effekt. Og det helt uden bivirkninger.

I mange år har placebo, for eksempel i form af sukkerpiller eller kalktabletter, levet en hengemt tilværelse som hjælpemiddel i medicinske forsøg. Men nu skal det ud på apotekernes hylder og kurere alt fra kræft til influenza.

Det har nemlig længe været en offentlig hemmelighed, at placebo ofte hjælper patienter lige så godt som rigtig medicin gennem den såkaldte placeboeffekt.

“Jeg har læst tonsvis af lægerapporter, hvor det står sort på hvidt, at forsøgspersonerne havde det lige så godt efter at have spist placebopiller som efter den rigtige medicin. Så man er da dum, hvis man ikke sender dem ud på markedet,” fortæller Esben Nielsen, formand for Lægemiddelindustriforeningen, der fik idéen, da han købte en pakke Tic Tac på en benzintank.

Placebo er billigt og effektivt
Nielsen påpeger også, at placebo er meget billigere at fremstille end for eksempel rigtig HIV-medicin eller gigtpiller, da det ofte består af ingredienser som sukker, olie eller kalk. Samtidig er der ingen bivirkninger, og den samme type placebo kan nemt bruges på mange forskellige sygdomme.

“Det er et fantastisk gennembrud. Hvem ved: Måske kan manden, der har sukkersyge, tage fra det samme pilleglas som sin kone, der har forhøjet blodtryk, og sin lille søn, der lider af ADHD,” fortæller Nielsen begejstret.

Men før placebo kan komme på markedet, skal det testes i medicinske forsøg – denne gang som et selvstændigt lægemiddel:

“Vi tager selvfølgelig de samme forholdsregler som med al anden medicin: Dobbelt blindtest med patienter af alle slags. Det ville være et uopretteligt slag for medicinalbranchen i Danmark, hvis vi bare sendte virkningsløse piller ud på markedet,” siger Esben Haahr Rasmussen.