En lang række pattedyr klager nu i en fælles pressemeddelelse over den offentlige afsky for dyresex. ”Er vi ikke frække nok?” spørger flere køer.

Efter flere måneders tavshed tager danske pattedyr bladet fra munden og udsender en erklæring. Her brokker de sig over den offentlige fordømmelse af dyresex, der er fulgt i kølvandet på et omdiskuteret afsnit af programmet “Danmark ifølge Bubber” på TV 2 (se omtale andetsteds, red.).

Foreningen af Danske Pattedyr mener, at fordømmelsen helt konkret fører til, at dyrene ”ikke får noget,” som det hedder i pressemeddelelsen.

Bange for nærhed
Ifølge to talskøer fra foreningen, en brun Jersey og en sortplettet Holsteinko fra en gård på Djursland nord for Aarhus, føler flere og flere danske dyr sig forbigået seksuelt af deres ejere. De mener, at danskerne har for fine fornemmelser.

”I begramser dagligt vores yvere, trækker os rundt i snore og berider os, så hvorfor trække grænsen ved samleje? Hvorfor nægte os det intime og givende samvær, som coitus er?” siger Jerseykoen, som lyder kaldenavnet Nora og tilføjer “I har vist et nærhedsissue.”

Foreningen har lavet fokusgrupper med samtlige medlemmer og kan fortælle, at de fleste dyr føler sig sårede over manglen på interesse.

"Hvorfor er der ingen danske landmænd, som synes, jeg er lækker?" spørger koen Nora. Hun fungerer som talsko for Foreningen af Danske Pattedyr, som kæmper for en lempelse af dyreværnsloven.

 

”Den generelle frustration går på ikke at være fræk nok. De fleste svin og køer på danske gårde har i hvert fald oplevet, at deres landmand har slået dem over snuden, når de har gjort tilnærmelser. Og det er faktisk hårdt for selvværdet,” uddyber Nora.

Hamster kun til blid petting
Det er dog ikke alle dyr, som ønsker seksuelt samkvem. En undergruppe af Foreningen af Danske Pattedyr, som bl.a. tæller hamstre, marsvin og kaniner, kæmper specifikt for mere flirt dyr og ejer imellem.

”Penetration er for meget for os, så vi er tilfredse med blid petting, ” udtaler hamsteren Bullermand til RokokoPosten.  Når det kommer til menneskenes udseende, er alle dyr i foreningen dog rørende enige.

”Vi har kun lyst til at være sammen med nogen, som er velplejet og soigneret – og som gerne har et godt glimt i øjet,” forklarer talskøerne.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den forulempede ged i Bubbers program. Anonyme kilder fra gedens hjemby oplyser dog til RokokoPosten, at gedens stritten imod skyldtes, at gerningsmanden ikke havde været i bad i flere dage.