Foto: GioeleFazzeri, Pixabay

Foto: GioeleFazzeri, Pixabay

Den Olympiske Komité offentliggjorde sent i aftes, at 20 og 50 kilometer bersærkergang kommer på det olympiske program i 2012. Nyheden vækker jubel i Dansk Bersærker-Union.

Der bliver noget at se frem til, når den olympiske ild til næste år lander i London. Den Olympiske Komité (IOC) har nemlig bekendtgjort, at bersærkergang endelig bliver optaget på det olympiske program.

Bersærkergængerne skal, ligesom udøverne af den beslægtede disciplin kapgang, kæmpe på distancerne 20 og 50 kilometer. Men i modsætning til kapgang kan publikum forvente masser af spænding og dramatik, især på blodfejdeposterne, hvor deltagerfeltet ofte mere end halveres.

Ekstremt publikumsvenlig
Sportskommentator Jannik Madsen har kommenteret bersærkergang i mere end femten år. Han beskriver idrætsgrenen som “ekstremt publikumsvenlig”. I de fleste langdistancediscipliner inden for atletikken stryger deltagerne forbi publikum, og man når nærmest kun at opleve et vindpust (bortset fra kapgang, der til gengæld ser røvsygt ud, red.). Med bersærkergang er det noget helt andet:

“Bersærkergængerne brøler højt og svinger om sig med dødsensfarlige sværd og lanser. Og hvis man stiller sig nær en af blodfejdeposterne kan man endda være så heldig at se arme og andre legemsdele blive flænset af deltagernes kroppe,” fortæller kommentatoren entusiastisk.

Benægter rygter om fluesvamp
Nyheden om, at bersærkergang kommer på OL-programmet vækker stor jubel i Dansk Bersærker-Union. Den danske bersærkergænger Freddie Højer er nemlig både forsvarende Europa- og verdensmester, og nu håber man, at han også vil hente OL-guldet hjem.

Freddie Højer bliver dog af mange anklaget for dopingmisbrug. Men selv benægter han pure over for RokokoPosten, at der er hold i rygterne:

“Jeg har aldrig nogensinde taget hverken EPO eller fluesvamp,” bedyrer han og forklarer, at rygterne må skyldes hans kraftpræstation ved verdensmesterskaberne sidste år:

“Efter den sidste blodfejdepost højt oppe i Pyrenæerne var alle godt udkørte, men ved hjælp af et rallende, gutturalt primalskrig mønstrede jeg kræfter til at trække den store klinge – synet af det tog ganske enkelt modet fra de andre.”