Rumvæsner: Vi elsker bare at bøje korn

I årevis har mennesker over hele verden undret sig over pludseligt opståede korncirkler i marker. Over for RokokoPosten indrømmer rumvæsner nu, at de står bag cirklerne.

RokokoPosten har talt med de to rumvæsner Henrik og Paul, der indrømmer at stå bag et større antal korncirkler. Både Henrik og Paul er arsen-baserede livsformer, der stammer fra galaksen ‘M87′ i stjernebilledet Jomfruen, og de ved ikke noget bedre end at slappe af med at tegne cirkler på landbrugsarealer.

“Vi er helt vilde med at bøje korn. Måden, hvorpå kornet først er rankt og så pludselig bøjet, altså, det er bare totalt bomben,” siger Henrik begejstret, og Paul supplerer.

“Ja, vi kan bruge timer på at tegne i afgrøder med vores avancerede mikrobølge-strålevåben og så nyde synet af de flotte cirkler bagefter. Ingen intergalaktisk rejse er perfekt, før man har været forbi Jorden og bøjet korn.”

Ingen skjulte budskaber
Flere har spekuleret i, om korncirklerne måske rummer skjulte budskaber fra avancerede livsformer. Men det afviser Henrik leende.

“Budskaber? Nej, det er der så afgjort ikke. Forestiller I jer, at en hyperbegavet civilisation ville rejse tusinder af lysår for at kommunikere via landsbrugsprodukter? Det ville jo være fuldstændig absurd. Nej, det er mest en slags tidsfordriv, der svarer til Tetris eller akvarelmaling på amatørbasis i jeres civilisation.”

Rumvæsnerne peger desuden på, at de trods måneders intensive studier af blandt andet TV2 Zulu endnu ikke er sikre på, om der faktisk findes intelligent liv på jorden, som de i givet fald kunne kommunikere med.

Ingen landbrugssektor
Men hvorfor rejser rumvæsner milliarder af kilometer gennem rummet blot at for at lave mønstre på jordiske marker?

Paul forklarer:

“Vi kommer fra en gasplanet uden fast kerne, hvor alle organismer er højtbegavede goplelignende væsner, der svæver i lavthængende gasskyer. Derfor har vi simpelthen ikke nogen landbrugssektor af betydning.”

Ifølge de to rumvæsner er havre og rug de bedste afgrøder at bøje. Desuden opfordrer Henrik og Paul alle andre udenjordiske organismer til at undgå roer og raps, da begge er svære at lave præcise mønstre i.

Henrik og Paul er opdigtede navne, da en korrekt udtale af de rigtige ville kræve to geléagtige strubehoveder og evnen til at indånde koncentreret argon. Red.