I dagens læserbrev efterlyser Børge Jokumsen, funktionær, en svunden tid. En tid, hvor folk talte pænt til hinanden, ikke maste foran i køen og reagerede med venlighed, hvis de blev seksuelt antastet.

Kære RokokoPosten,

Jeg har i mange år set måbende til, mens forråelsen i det danske samfund er blevet mere og mere fremtrædende. I stedet for at være en tolerant, imødekommende og anstændig nation er vi blevet et land af nej-sigere og indskrænkede småborgere.

Så sent som i går oplevede jeg, hvordan to unge piger helt uden blusel masede sig foran i køen i mit lokale supermarked. Da jeg venligt gjorde dem opmærksom på, at jeg da vist stod der først, stirrede de blot vantro på mig med tyggegummi i munden og vendte sig om igen. Kan det passe, at jeg skal finde mig i den opførsel?

Sådan er det også med indvandrere: De bliver sure, når man kritiserer deres religion; og det, selvom jeg altid påpeger, at også jeg fiflede lidt med katolicisimen i sin tid. Forleden følte jeg mig kreativ og tegnede en plakat af Pia Kjærsgaard, hvor jeg tog mig nogle friheder med formen på hendes næse, hvorefter jeg kopierede værket og hang det op rundt omkring i København. Dæmonisering af højrefløjen, sagde Dansk Folkeparti, de snæversynede burgøjsere.

Kvinder er heller ikke med på noget længere. Der var en tid, en uskyldsren og fin tid, hvor man kunne klappe en fremmed bagdel og blive mødt med et skælmsk blik. I dag bliver man mødt med et sagsanlæg!

Tyendet er også blevet mere frækt, især taxachauffører og rengøringsdamer. Siger aldrig “De” til én mere. Protesterer, hvis man afstraffer dem korporligt, som om det ikke var bevist, at vores intelligenskvotient ganske overstiger deres.

Og jeg har flere eksempler. Forleden var jeg på stranden, hvor jeg så en nydelig mand komme gående helt alene langs vandkanten. Da jeg gik op til ham og spurgte, om han eventuelt kunne tænkes at være interesseret i at udføre en smule fellatio på Undertegnede, så han væmmelsesfuldt på mig og sagde “Skrid!”. Det kan da ikke være rigtigt i dagens Danmark!

Så kort sagt vil jeg gerne have anstændigheden tilbage: Den anstændige opførsel og ikke mindst den anstændige tone! Som den ansvarlige borger, jeg er, melder jeg mig gerne som tovholder på en kampagne med dette formål, da jeg om nogen må have et særlig vågent øje til korrekt opførsel og tale.

Med anstændige hilsner,

Børge Jokumsen

Har Børge ret? Er anstændigheden i dagens Danmark væk? Og hvem skal bringe den tilbage? Skriv din kommentar nedenfor.