Billederne af det norske politi, der går tur med massemorder Anders Behring Breivik, har gjort en anden kendt massemorder, Charles Manson, meget misundelig. “Jeg kan også gå pænt i snor,” proklamerer han og langer ud efter nutidens massemedier.

“Hvorfor må Breivik komme ud at gå tur, når vi andre ikke må?” spørger den aldrende massemorder, Charles Manson, da RokokoPosten ringer til ham for at få en kommentar til den pressemeddelse, han har udsendt i protest over, at han og andre serie- og massemordere ikke får lov at blive luftet ligesom Breivik.

“Da Breivik blev født, sad jeg allerede i fængsel. Det er virkelig krænkende, at han får lov at komme ud at gå tur nærmest inden, han er kommet i fængsel. Og hvorfor skulle de billeder gå verden rundt? Så pænt går han da heller ikke i snoren,” himler Manson.

Dårligt signal til de unge
Manson mener desuden, at samfundet stiller alt for høje krav til nutidens massemordere:

“Dengang jeg var aktiv, skulle man ikke slå særligt mange ihjel for at blive berømt,” siger han og skyder skylden på medierne.

“I dag vil medierne bare have breaking news for pengenes skyld og intet andet. De er skide ligeglade med kvalitet – der skal bare dø flest muligt, hurtigst muligt, så makabert som muligt.”

Manson afslutter interviewet med at kritisere de signaler, man sender til unge mennesker ved at vise billeder som dem af politiet, der går tur med Anders Breivik.

“Unge mennesker ser jo, at hvis bare man går amok med en gøp, så ryger man direkte i mediernes spotlight og kommer ud at gå i snor med det samme.”