Enhedslisten har mødt kritik for at støtte revolution og ekspropriation af private virksomheder i partiets program. Nu siger Johanne Schmidt-Nielsen, at partiet slet ikke mener det så slemt.

Ikke-formand for Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen, mener ikke, at man skal tage det så alvorligt, når det venstreorienterede parti taler om revolution.

“Vi mener altså ikke det med revolution så slemt. Selvom man advokerer for et radikalt opgør med det parlamentariske demokrati og dets håndlangere, så behøver det jo ikke gå voldeligt for sig. Vi regner med, at den kapitalistiske klassefjendes reaktionære modstand kan elimineres meget fredeligt og udramatisk,” siger Johanne og tilføjer:

“Altså, når jeg siger ‘elimineres’, skal det selvfølgelig ikke forstås bogstaveligt. Vi planlægger naturligvis ikke massehenrettelser af kontrarevolutionære ude i Dyrehaven,” griner hun og skifter emne.

Revolutionen bliver et teselskab
Johanne Schmidt-Nielsen vurderer heller ikke, at partiets plan om, at staten med tvang skal overtage virksomheder, vil være problematisk.

“Jeg tror, vi kan snakke os til rette. Når Mærsk eller Lars Larsen forstår, hvilke erhvervsfaglige kompetencer folk som Frank Aaen ligger inde med, vil de såmænd helt frivilligt give os deres virksomheder,” siger hun.

Hun understreger afslutningsvis, at folk absolut intet har at frygte, bare fordi partiet vil mobilisere arbejderklassen mod de herskende klassers magtmidler. Ifølge Johanne er der primært tale om en form for dialogmøde med politiet ude på Nørre Fælled.

“Den revolution, som vi planlægger, er ganske lillebitte og bliver lige så ikke-voldelig som et valgmøde med Ole Krarup. Ja, på sin vis er der vel nærmest tale om en slags teselskab.”