Den prisbelønnede skønlitterære forfatter Knud Romer er blevet afsløret i at speake reklamer. Flere litteraturkritikere frygter nu et reklametilbagefald af Søren Fauli’ske dimensioner.

Alle regnede med, at Knud Romer havde sagt endegyldigt farvel til reklamebranchens fristelser, da han i 2007 modtog den prestigefyldte pris De Gyldne Laurbær for sin selvbiografiske roman, “Den som blinker er bange for døden”. Forinden havde han taget en kold tyrker fra reklamebranchen ved – på landsdækkende tv – at afsløre, hvordan han skjulte budskabet “det smager af lort” i anprisningen af en kendt kakaodrik.

Ikke desto mindre kan man nu høre forfatterens distinkte stemme skamrose et it-firmas kommunikationsløsninger.

I reklamen er Romer præget af ukarakteristisk optimisme og opløftet stemmeføring, da han afrunder de tredive sekunder med ordene “fremtiden er lys”.

Hooked på at hænge ud med glamourøse mennesker, der ikke kender Günter Grass
Da RokokoPostens udsendte banker på forfatterens dør, er Knud Romer efter eget udsagn ved at lægge sidste hånd på et ekstremt litterært essay om Goethes farvelæres betydning for meget lange verber. Konfronteret med den overvældende dokumentation for sin reklamemedvirken erkender han dog straks, at han nok engang har misbrugt sit kreative talent til formål, der ikke fremmer den finkulturelle verdenslitteratur.

“Det var kun den ene lille film. Bare for gamle dages skyld – og de sjove mennesker,” hulker forfatteren med ansigtet skjult i hænderne, før han forsøger at undskylde sig.

“Og altså, det er jo ikke fordi, reklamen er helt uden æstetiske kvaliteter og en vis stille poesi,” forsøger han sig spagt, før han går i stå og erkender det uomgængelige.

“Nej, det passer ikke. Jeg faldt i, fordi jeg er hooked på branchen, glamouren og rushet ved at hænge ud med folk, der end ikke har hørt om Günter Grass. Jeg er et usselt, usselt menneske,” siger Knud Romer og synker stille tilbage i sofaen, hvor konceptudkast til kampagner for SuperBest og Katjes’ lakridser er spredt ud.

Frygter en Fauli
Flere litteraturkritikere, som RokokoPosten har talt med, frygter nu, at Knud Romer måske vil gå så vidt som til at bruge sit eget syndefald foran kommercialismens glitrende alter som en tvivlsom kunstnerisk drivkraft. Skrækeksemplet her er Søren Faulis (kendt fra Toms Chokolade, KiMs chips og absolut intet andet, red.) tv-serie “Deroute”.

RokokoPosten har forsøgt at få en kommentar fra Weekendavisens litteraturanmelder, Lars Bukhdal, der imidlertid har låst sig grædende ind i et meget snævert forfatterskab, hvorfra han nægter at komme ud.