Ill.: mohamed_hassan, Pixabay

Ill.: mohamed_hassan, Pixabay

Brugere af det nye sociale netværk Google Plus er enige om, at sitet er det absolut bedste forum for snak om, hvor fedt Google Plus er.

Facebook har tyve gange så mange brugere, men det rører ikke fans af Google Plus. De er stort set alle enige om, at deres forum er det bedste i verden. Det viser en undersøgelse, hvor 99 procent af de adspurgte Google Plus-brugere erklærede sig enige i udsagnet “Jeg ønsker primært at bruge Google Plus til at lovprise Google Plus’ overlegenhed”.

RokokoPosten har talt med to tilfældigt udvalgte Google Plus-brugere: It-journalist Bertil Iversen og softwareudvikler Isak Sønderskov.

“Nogle mener, at det er en ulempe, at der ikke er så mange, der bruger Google Plus. Men faktisk er det en fordel, fordi det så er eksklusivt og helt uden triste, almindelige mennesker og deres ikke-Google-relaterede småsnak. Seriøst, du gider jo ikke være på et netværk, hvor du skal være social med din mor eller tilfældige mennesker i nabolaget,” siger Bertil, og Isak er enig.

“Præcis. Almindelige mennesker er virkelig belastende. Det er som om, de altid vil tale om ting, som ikke har noget at gøre med, hvor fedt Google Plus er. Det, som Facebook ikke forstår, er, at bare fordi man selv har tilføjet eller accepteret nogle som venner, betyder det jo ikke, at man gider høre på dem og deres ikke-Google-relaterede banaliteter.”

Cirkler er vilde
På spørgsmålet om, hvilke funktioner der gør Google Plus så fedt, fremhæver begge Google Plus’ cirkler, der lader brugeren arrangere kontakter i forskellige grupper efter emne eller relation. Bertil forklarer, hvordan han selv bruger den funktion.

“Jeg har for eksempel lavet en ‘Facebook er lame‘-cirkel og en ‘Google Plus er sejt’-cirkel, og så kan jeg bare klikke på det emne, jeg har mest lyst til at læse om. Det er ret vildt,” siger han og fortsætter.

“Og så har de jo den seje regel med ikke at tillade profiler for ikke-personer, hvilket jo var grunden til, at vi slap af med de der andenrangs The Onion-imitatorer fra …” når Bertil at sige, inden vor udsendtes diktafon beklageligvis løber tør for strøm.