Sekretæren Bettina V. Brockdorff havde en plan. Til den årlige firmajulefrokost ville hun være sin mand utro. Men mændene på hendes job skuffede fælt.

Efter sytten år i et alt for velfungerende ægteskab, synes 46 årige Bettina V. Brockdorff, at det var på tide med et sidespring. Og under normale omstændigheder er firmajulefrokoster kendt som det store tagselvbord, hvor alt for megen fed mad, snaps og utroskab hører sig til. Men ikke i konsulentfirmaet Attractor i Glostrup, hvor Bettina V. Brockdorff er ansat som sekretær på 6. år. Efter 9 timers jagt på en tilfældig kollega, der gad knalde hende på kopimaskinen – eller  bare knalde – gav hun op og måtte tage skuffet hjem.

Ville så gerne være ”slutty secretary”
Det er dagen derpå, da RokokoPosten møder den skuffede sekretær. Drømmen om forbudt sex med en fuld kollega er stadig kun en drøm.

”Sender det her måske ikke de helt forkerte signaler?“ spørger Bettina og viser de sorte selvsiddende nylonstrømper og den alt for korte nederdel, som hun havde på til julefrokosten.

Bettina er bestyrtet over manglen på eventyrlyst hos sine mandlige kolleger.

”Man ser det jo på film, og min svigerinde har selv fortalt mig, at hendes kollega er blevet knaldet flere gange, både på kopimaskiner og toiletter. Hvorfor kan jeg så ikke få lov til at være ’slutty secretary’ for en aften?”

Smidt ud af kopirummet
Bettina forsøgte sig med alle tænkelige situationer, der kunne få gang i knalderiet. Og man skulle da også tro, at nogle ville have bemærket det, da hun knappede op for fjerde knap i den stramme skjorte under pakkelegen. Men nej.

Da klokken var ved at være ti, og der stadig ikke var sket noget, besluttede Bettina sig for at tage mere direkte metoder i brug. Fra kopirummet ringede hun til firmaets it-ansvarlige med beskeden om, at der var noget helt galt med printeren, og at han hellere måtte kigge på det med det samme.

”Der sad jeg og ventede i mørket på en stol med benene placeret op ad væggen. Men så tændte han bare lyset og sagde noget om, at han ikke kunne fikse den printer, når det var så mørkt, og om jeg var flink lige at vente udenfor, så han bedre kunne komme til.”

Et par timer senere prøvede Bettina en ny strategi. Hun fik lokket sin chef ind på sit kontor, hvor hun ”kom til” at tabe en stor bunke papirer på gulvet.

”Da jeg bøjede mig forover for at samle dem op, mumlede han bare noget om, at der var risalamande nu, og at jeg bare skulle vente med at rydde op – ellers ville kirsebærsaucen blive kold. Jeg er bare så skuffet,” sukker Bettina.

Hun overvejer nu kraftigt at skifte job og har allerede kigget efter stillinger på autoværksteder, i byggebranchen og andre steder, hvor hun mener, at der er villige mænd til stede.

“Hvis ikke det batter, må jeg søge på universiteterne; har hørt, at professorerne i filosofi og græsk springer på hvad som helst!”.