Et nyt studie påviser en klar relation mellem det mandlige kønsorgans størrelse og graden af selvtillid hos organets ejer. De overraskede forskere er ude af stand til at forklare sammenhængen.

Egentlig var forskerne ved Skejby Sygehus’ neurourologiske forskningsenhed i færd med at undersøge noget helt andet, da de ved et tilfælde faldt over en klar tendens i deres meget avancerede datasæt.

“Det overraskede os, at hvis man sammenholder værdier for en mands selvtillid med længden af hans penis, er der en helt klar sammenhæng. Selvtilliden stiger simpelthen proportionalt med hver eneste ekstra millimeter penis,” fortæller professor, dr.med. Svend Gastberg.

Uvidende om årsag
De overrumplede forskere har ingen anelse om, hvad denne uventede sammenhæng kan skyldes.

“Det er alt for tidligt at sige noget om; der må mere forskning til. Resultatet kom helt bag på os. Ingen havde forestillet sig, at noget rent fysiologisk på den måde kan have voldsom indflydelse på folks selvbillede.”

Svend Gastberg fortæller, at forskerne nu vil forsøge at afklare, hvorvidt tendensen også gælder den anden vej, således at man kan forøge længden af sin penis ved at opbygge mere selvtillid, fx gennem køb af et dyrt og prangende køretøj, store skydevåben eller afrikanske fallosser.