Foto: Lars Kruse, pressefoto

Foto: Lars Kruse, pressefoto

De indfødte i den jyske bosættelse Aarhus har besluttet, at de fremover kun vil lade personer med bryster undervise kommende medicinmænd.

Det primitive folkeslag i den jyske bosættelse Aarhus har for nylig svoret en dyr ed på kun at lade kvinder uddanne kommende medicinmænd. Det beretter antropologen Rune Serritslev, der har lavet en del feltarbejde hos de indfødte og tidligere fortalt RokokoPosten om deres store glæde ved farvet glas samt deres planer om at bygge et afgudsbillede i gammelt jern.

“Tilsyneladende ønsker stammen nu at indføre en form for vidensmatriarkat. I stedet for at modtage visdom fra dem, som beviseligt har den bedste kontakt til åndeverdenen, vil de fremover udelukkende vælge medicinmænd m/k til deres universitet ud fra, hvorvidt de har bryster eller ej. Det er en historisk nyskabelse blandt primitive folkeslag,” forklarer Rune Serritslev og fortsætter:

“Som altid er det svært at forklare, hvorfor de indfødte i Aarhus gør, som de gør. Flere har tænkt på, om det skyldes en sympati for personer med bryster, men mine feltstudier indikerer, at det ikke er så simpelt. Tragisk nok tyder meget på, at de selv fejlagtigt tror, at de med forskelsbehandlingen efterligner mere avancerede civilisationers praksis,” siger han og henviser til de indfødtes velkendte mindreværdskompleks over for indbyggerne i en større bosættelse nær Øresundskanalen.

“Jeg prøvede derfor at spørge dem, om de også ville drukne sig, hvis det var det, som andre, mere urbane stammer gjorde. Jeg opdagede først for sent, hvilken frygtelig fejltagelse jeg dermed begik. Heldigvis lykkedes det at redde de fleste op fra Universitetsparkens sø, inden det var for sent.”